Løkke advarer mod udhuling af truslen mod Syrien

»Det er fint, hvis han (Assad, red.) afleverer sine våben, men man kan godt frygte, at det er en forhalingsmanøvre, som er i gang i øjeblikket. Derfor beder vi også regeringen om at stå fast sammen med USA i forhold til, at man opretholder en trussel om militær indgriben,« siger Lars Løkke Rasmussen efter fredagens møde om Syrien i Udenrigspolitisk Nævn.

»Personligt er det ikke nok for mig, at Assad afleverer sine våben, men lad os nu være realistiske. Det er ikke Udenrigspolitisk Nævn, der skal løse det her, men USA, og i Venstre bakker vi amerikanerne op,« tilføjer Løkke.

Han udtrykker imidlertid bekymring i forhold til udviklingen i Syrien, hvor en mulig amerikansk militærløsning er blevet erstattet af en russisk ledet dialog med Syrien.

»Jeg er en smule bekymret over den her langmodige tilgang. Vi skal passe på, vi ikke udhuler truslen, og i Venstre mener vi, at det internationale samfund har siddet på hænderne for længe. Det var først, da den amerikanske præsident tog bladet fra munden, at Syrien blev lydhør, og derfor skal vi holde regeringen oppe på, at Danmark skal støtte USA,« siger Lars Løkke Rasmussen, som ligesom de Konservative mener, at Assad bør stilles for Den Internationale Straffedomstol, sådan som Frankrig har foreslået FNs Sikkerhedsråd.

Dagens Gossip