Løkke afviser omstridt grænseforslag: EU går for langt

Skrevet af admin

17/12/2015

Dagens topnyheder

En EU-styret grænse- og kystvagt skal ikke kunne gå ind på dansk territorium og udføre grænsekontrol uden Danmarks ønske og accept.

Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen på vej ind til et EU-topmøde i Bruxelles, hvor de 28 stats- og regeringschefer blandt andet skal tale om EU-Kommissionens forslag, der blev præsenteret tirsdag.

- Det kritiske punkt er selvfølgelig forslaget om, at EU så at sige af egen kraft kan overtage nationernes ansvar, og der går man et skridt for langt, siger Løkke før mødet.

- Principielt vil vi ikke have et system, hvor det pludselig er EU, der bestemmer, hvordan vi skal designe og passe på vores grænser.

Ellers er statsministeren tilfreds med udspillet fra EU-Kommissionen, der blandt andet kommer som resultat af, at Grækenland har haft store problemer med at håndtere kontrollen af egne og EU's ydre grænser.

- Det er en meget god idé, at man styrker kontrollen med de ydre grænser. Jeg har selv på flere topmøder efterspurgt, at det skete noget mere her.

- Det er en kendt sag, at for eksempel Grækenland nok ikke gør helt, hvad der bør gøres. Derfor er det positivt, at der er kommet et forslag, siger Lars Løkke Rasmussen.

Men da kommissionens forslag kun lige er blevet præsenteret i denne uge, forventer han ingen løsning, mens de europæiske ledere er samlet i Bruxelles torsdag og fredag.

- Jeg har ingen forventning om, at rådet sidder her i dag og godkender det. Men jeg håber, at der bliver taget positivt imod det. Der er behov for at styrke EU’s ydre grænser, siger statsministeren.

/ritzau/