Løkke afviser Thorning: Ingen aftale om skat og udlændinge

Skrevet af admin

11/06/2015

Dagens topnyheder

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) forsøgte torsdag at lukke to sprængfarlige emner i valgkampen ned med forslag om bredere aftaler. Både på boligskat og på udlændingepolitik opfordrer Thorning til, at Venstre siger ja til en aftale med regeringen.

Dermed vil danskerne før valget vide, hvad de går ind til, uanset om statsministeren hedder Helle Thorning-Schmidt eller Lars Løkke Rasmussen, lød opfordringen fra Thorning.

Men efter torsdagens duel på TV 2 står det klart, at Thorning ikke får stoppet debatten om hverken boligskat eller udlændinge med en bred aftale. Statsministeren kom ellers med en indtrængende opfordring:

- Vi har diskuteret udlændinge og flygtninge i fem valg i træk.

- Jeg kan ikke beskrive, hvor glad det ville gøre mig, hvis vi indgår en bred aftale, for det betyder noget for danskerne, at vi ikke diskuterer det hele tiden, sagde Helle Thorning-Schmidt om udlændingepolitikken.

Lars Løkke Rasmussen gjorde det dog klart, at han har svært ved at se en aftale med regeringen, når De Radikale skal være med.

Han henviser til, at mens Thorning på et pressemøde torsdag præsenterede et strammerudspil kaldet "Vi skal kunne følge med", så glædede De Radikales leder, Morten Østergaard, sig over, at SR-regeringen har lempet mere end 40 gange i udlændingepolitikken:

- En eventuel aftale på udlændingeområdet beror på, at I kommer os i møde. Og du har overhovedet ikke rygdækning hos din regeringspartner, siger Løkke.

Derfor vil Venstre ikke stoppe diskussionen af udlændingepolitikken, for det er ifølge Løkke ikke det, der betyder noget for danskerne:

- Jeg tror, det betyder noget, at vi løser problemerne, siger Løkke, der efterlyser svar på, om Thorning vil sætte De Radikale uden for døren, når der skal indgås en aftale om udlændingepolitikken.

Men det er der ikke udsigt til, fastslog Thorning.

Dermed er der udsigt til, at Venstre vil fortsætte angrebene på regeringens udlændingepolitik, lige indtil danskerne skal stemme på torsdag i næste uge.

- Vi giver tilsagn om asyl i ni ud af ti tilfælde. I resten af Europa gives der tilsagn i omkring halvdelen af tilfældene. Det skal vi gøre noget ved, lød det fra Lars Løkke.

Dermed lykkedes det ikke Thorning at afmontere udlændingepolitikken, som siden valget i 2001 har været en akilleshæl for rød blok.

Heller ikke debatten om boligskatten, som Morten Østergaard også satte gang i med sit forslag om at lade både grundskylden og ejendomsværdiskatten stige med lønudviklingen, fik Thorning lukket med et håndslag fra Løkke.

Socialdemokraterne har ellers tilbudt at matche Venstres løfte om at forlænge skattestoppet for boliger fem år frem til 2025.

- Er det regeringen, der vil lave en aftale om at frede boligskatterne? Eller er det De Radikale? For hvis det bare er Socialdemokraterne, så hjælper det jo ingenting, siger Løkke.

Det fik Thorning til at sige:

- Det, jeg kan konstatere i dag, er, at når jeg tilbyder brede aftaler om boligskatten og udlændingepolitikken, så får vi en kold skulder fra Venstre.

/ritzau/