Løkke: Asylansøgere skal behandles som bistandsklienter

Skrevet af admin

18/12/2015

Dagens topnyheder

- Vi skulle måske holde op med at omtale det, som at beslaglægge diamanter og at hive smykkerne af folk. Hvis vi taler på den måde, så sender vi nogle mærkelige signaler til udlandet, for det er jo slet ikke det.

Sådan imødegår statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) omtalen af Danmarks udlændingepolitik, som bliver beskrevet i en artikel fra Washington Post under overskriften: "Denmark wants to seize jewelry and cash from refugees".

Løkke mener, at artiklen tegner et forkert billede af et forslag fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) om, at politiet ved grænsen skal kunne beslaglægge større kontantbeløb og værdifulde genstande hos asylansøgere.

Pengene skal betale for udlændingenes ophold i Danmark.

Han ser det som "helt fair og rimelig politik", at asylansøgere behandles som danske bistandsklienter.

- Der er tale om, at Danmark er bygget op på den måde, at man klarer sig selv, hvis man kan. Det gælder ham og hende på bistandshjælp og asylansøgeren, der kommer til landet, lyder det fra Lars Løkke Rasmussen i Bruxelles.

Washington Posts artikel om Danmarks udlændingepolitiske tiltag er fredag blandt de mest læste udlandshistorier på avisens netside.

Ifølge integrationsminister Inger Støjberg (V) er det politiet, der skal foretage den konkrete vurdering, hvorvidt en genstand har en stor nok værdi til at skulle afleveres.

Politiet skal ligeledes vurdere, om en genstand har så stor en affektionsværdi - det kan være en vielsesring - at flygtningen får lov at beholde genstanden.

- Det er der nu ingen grund til at kritisere, da det allerede i dag er sådan, at hvis man som dansker har værdigenstande for over 10.000 kroner, så kan det kræves, at det skal sælges, før man kan modtage kontanthjælp, siger hun til Ritzau.

- I Danmark skal man nemlig forsørge sig selv, hvis man kan. Det er kun rimeligt, og det gælder nu alle - ligegyldigt om man har levet i Danmark hele sit liv, eller om man lige er kommet hertil.

Forslaget skal først behandles i Folketinget til januar og er derfor ikke vedtaget endnu.

/ritzau/