Løkke beder om støtte til udvidet Europol-aftale

Skrevet af admin

16/12/2015

Dagens topnyheder

Danmark kan ikke fortsætte fuldt og helt i politisamarbejdet Europol. Det var den besked, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vendte hjem med efter fredagens møde med EU-spidserne i Bruxelles.

Og nu starter så det egentlige arbejde: At få mingeleret en parallelaftale på plads, der giver Danmark det bedst mulige medlemskab af Europol trods vores retsforbehold. Men først vil Løkke sikre sig, at han har opbakning fra Folketinget.

På et møde onsdag søger han en politisk aftale, der bekræfter, at Folketinget ønsker medlemskab af Europol trods danskernes nej ved folkeafstemningen 3. december.

- Vi drøfter også, om det er Europol eller om det er Europol Plus, lød det således fra Løkke, efter fredagens møde med EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, og EU-præsident Donald Tusk.

Europol Plus er den betegnelse, statsministeren bruger for Europol samt nogle tilgrænsende retsakter om grænseoverskridende kriminalitet og bekæmpelse af terror.

Men sådan en ordning er der slet ikke dækning for i det "overvældende store nej" fra folkeafstemningen, mener Enhedslisten.

- Jeg synes, det er langt, langt, langt over grænsen. Hvor er respekten for vælgernes nej? Løkke vil massere dele af det ind ad bagvejen alligevel, lyder kritikken fra retsordfører Pernille Skipper.

Spørgsmål: Hvis det er fair at tolke vælgernes nej som et ja tak til Europol, hvorfor gælder det så ikke for de øvrige retsakter?

- Under valgkampen var det meget klart, at der ikke var mange diskussioner om Europol. Men der var diskussioner om mange af de andre retsakter, siger Pernille Skipper.

Ja-partierne Socialdemokraterne og SF afviser også idéen om Europol Plus. Til gengæld er ja-partierne De Konservative og De Radikale tilhængere, og heller ikke nej-partierne Dansk Folkeparti eller Liberal Alliance stejler over forslaget.

Hos Enhedslisten vil Pernille Skipper sende Løkke tilbage til Bruxelles med det mandat at søge en parallelaftale udelukkende om Europol - og vel at mærke en aftale, der tager højde for borgernes retssikkerhed:

- Vi er bekymret for, at Løkke kun gør et halvhjertet forsøg, fordi han enten gerne vil have andre ting med i pakken eller undgå at få en aftale, så han kan få en folkeafstemning mere, siger hun.

/ritzau/