Løkke bekræfter F-35 som regeringens bud på nyt kampfly

Så er det officielt. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) bekræfter torsdag, at regeringen indstiller F-35 til at være det kampfly, som skal erstatte Danmarks snart udtjente F-16-fly.

Regeringen anbefaler en ordre på 27 F-35-fly, der også går under navnet Joint Strike Fighter, og som produceres af amerikanske Lockheed Martin.

F-35'eren har længe været favoritten i opløbet om at blive Danmarks næste kampfly. Eurofighter og Boeings F-18 Super Hornet må se sig slået i konkurrencen.

Indstillingen kommer på baggrund af en rapport fra Nyt Kampfly Program-kontoret under Forsvarsministeriet, som har evalueret de tre forskellige kandidatfly.

Vejen mod de nye fly har været lang. Næsten 20 år er gået, siden Danmark i 1997 blev et af ni partnerlande, der gik sammen om at udvikle "morgendagens kampfly".

Der har været rejst kritik af F-35-flyet. I en rapport tidligere på året fra Pentagons våbentestenhed hed det, at F-35 ikke var kampklar og havde store tekniske vanskelig­heder.

De syv partier, der sidder med ved bordet, hvor indkøbet af nye kampfly skal besluttes, mødes torsdag eftermiddag klokken 16, har Forsvarsministeriet oplyst til Ritzau.

Forligskredsen består af Venstre-regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, De Radikale, SF og De Konservative.

/ritzau/

Dagens Gossip