Løkke: Danmark kunne have været bedre rustet

Venstres formand og tidligere finansminister, Lars Løkke Rasmussen (V), erkender fredag, at der fra politisk hold under den tidligere borgerlige regering blev truffet beslutninger, der havde betydning for finanskrisens indvirkning på Danmark.

Meldingen fra Løkke kommer i kølvandet på den såkaldte Rangvid-rapport om finanskrisens årsager, der blandt andet fastslår, at der blev ført en for lempelig finanspolitik i årene op til finanskrisen, og at man accepterede alt for lempelige vilkår for de finansielle virksomheder.

Men Løkke, der var finansminister, da finanskrisen ramte i efteråret 2008, mener, at han savnede lydhørhed på Christiansborg, når han ville stramme op.

»Jeg kunne for eksempel godt have ønsket mig, at da jeg blev finansminister i 2007 og som det første reviderede det finanslovsforslag, som var lagt frem før valget, til et nyt finanslovsforslag, som var mere konsoliderende, hvor vi begyndte at stramme op, at der havde været mere lydhørhed for det,« siger Lars Løkke Rasmussen.

Han peger ligeledes på, at han blev »omringet af et alternativt flertal, der havde et ønske om at sætte en milliardpulje af til ekstraordinære lønstigninger i den offentlige sektor«, da han i 2008 forhandlede offentlige overenskomster og ville holde lønudviklingen i ro.

»Der er mange ting, jeg godt kunne have ønsket mig anderledes, og der er ingen tvivl om, at hvis der havde været større lydhørhed for det, der nu knytter sig til min person i den tid, jeg var finansminister, så havde vi været endnu bedre rustet,« siger Lars Løkke Rasmussen, der dog med det samme understreger, at Danmark med en god gældsafvikling »var godt rustet«.

Rangvid-udvalget peger på en lang række årsager til den finansielle krise, og ifølge Løkke skal skylden da også fordeles på flere heste.

»Man må tale om et bredt kollektiv ansvar i Danmark, og med bredt kollektivt ansvar mener jeg den finansielle sektor, de private virksomheder, som gav for store lønstigninger, og det politiske establishment på Christiansborg.«

»Jeg er helt med på, at det lyder som om, man stiller sig op i et hjørne og siger, at det er alle andres skyld, men jeg minder bare om, hvordan hele stemningen var,« siger Venstres leder.

»Det er klart, at hvis der havde været en anden stemning på Christiansborg i midten af 00erne, hvis der havde været en anden stemning op til de lønforhandlinger i ’08, jeg selv havde ansvaret for, så kunne vi havde været endnu bedre rustet. Men det rokker ikke ved, at vi var vel rustet,« siger Lars Løkke Rasmussen.

Dagens Gossip