Løkke: Danmark tager ikke flygtninge i Tyrkiet-aftale

Skrevet af admin

17/03/2016

Dagens topnyheder

Danmark kommer ikke til at tage imod flere flygtninge, hvis det på topmødet i Bruxelles lykkes EU og Tyrkiet at blive enige om en omfattende aftale, der efter planen skal bremse menneskestrømmen til Europa.

Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) torsdag på vej ind til EU-topmødet i Bruxelles.

- Tværtimod, lyder det fra statsministeren, der fortsætter:

- Vi har ikke nogen forpligtelser i forhold til det her.

Lars Løkke Rasmussen siger, at aftalen med Tyrkiet handler om at ødelægge menneskesmuglernes forretningsmodel, fordi man bliver returneret med det samme, hvis man forsøger at sejle til en af de græske øer i menneskesmuglernes gummibåde.

- For at tyrkerne kan sige til deres befolkning, at de ikke får flere flygtninge af den grund, så har vi aftalt, at EU én for én tager syriske flygtninge tilbage fra Tyrkiet.

- Men min forventning er, at det bliver et meget, meget lille tal. For hvis vi lykkes med det her, er der intet perspektiv i at betale 1000 euro for at sætte sig ned i en gummibåd og risikere sit liv, når man bare bliver returneret, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han siger samtidig, at "det ligger meget klart, at det kommer ikke til at skabe nye forpligtelser for de europæiske lande".

- Den omfordeling, der skal finde sted, er inden for nogle kvoter, der blev aftalt sidste sommer, og her har Danmark ikke nogle nye forpligtelser, siger statsministeren.

Han siger, at Danmark som led i et FN-program modtager 1500 flygtninge over en treårig periode.

- Det er klart, at vi selvfølgelig kan bruge den kvote til at tænke syrere ind, men der kommer ikke nye flygtninge til Danmark af den her grund. Tværtimod, siger han.

Lars Løkke Rasmussen siger, at "vi arbejder benhårdt på at få antallet af asylansøgere bragt ned i Danmark", og at "der er ikke brug for at hæve nogen kvote".

Han glæder sig samtidig over, at den såkaldte vestlige balkanrute - hovedvejen op gennem Europa for flygtninge og migranter - nu er lukket.

- Der er en effekt af det. Det kan vi se. Vi har helt aktuelt asyltal i Danmark, der er meget lave, så det virker jo, siger han.

/ritzau/