Løkke: Debat om GGGI har ikke været helt nuanceret

Skrevet af admin

17/12/2013

Dagens topnyheder

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, kalder nu den danske debat om GGGI-rejserne for "ikke helt nuanceret".

Det sker på baggrund af en redegørelse fra Udenrigsministeriet, der viser, at daværende udviklingsminister Christian Friis Bach (R) i maj 2012 selv blåstemplede de guldrandede rejseregler for danske bistandsmidler, som Løkke i flere tilfælde benyttede sig af.

Hverken ministeren eller Udenrigsministeriets folk anede, at de godkendte reglerne, fordi de ikke opdagede, hvad de skrev under på.

Derfor afviste ministeren også efterfølgende, at han havde noget med de luksuriøse rejser at gøre, men nu viser en redegørelse af ministeriet, at det ikke alene var i strid med fakta, men at man også - da man i efteråret 2013 opdagede fejlen - skjulte den i ugevis.

- Jeg hæfter mig ved, at udenrigsministeren (Holger K. Nielsen, red.) betegner det som en meget, meget alvorlig sag, og det er jeg sådan set enig med ham i, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Det er meget, meget alvorligt, at man har tilbageholdt oplysninger. Jeg har jo hele tiden ment, at jeg var i god tro, når jeg sagde, hvordan sagen hang sammen.

- Der blev jeg undsagt af ministeriet og ministeren, og det viste sig at bero på en fejl, og jeg er tilfreds med, at den fejl er kommet for en dag, siger han.

På et tre timer langt pressemøde i oktober beklagede Løkke 45 gange sine dyre rejser til godt en million kroner. Men i kølvandet på redegørelsens konklusioner kalder Lars Løkke Rasmussen debatten om GGGI-rejserne for "ikke helt nuanceret".

- Det er meget, meget alvorligt, at man ikke har vidst, hvilken beslutning man selv har truffet, og at der derfor har været en debat i Danmark, der i hvert fald har udspillet sig på et ikke helt nuanceret grundlag, hvis man kan sige det på den måde, siger han.

/ritzau/