Løkke: Det handler om at beskytte civilbefolkningen

Der er meldingen fra Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen (V), der torsdag eftermiddag har deltaget i et møde i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, hvor situationen i Syrien bliver vendt blandt de politiske partier på Christiansborg.

»Venstres konklusion er selvfølgelig, at Danmark skal bakke op, hvis - eller rettere sagt når - der kommer en militær aktion mod regimet i Syrien, der har brugt kemiske våben, og det skal vi gøre af den helt simple grund - når man skærer al sniksnak væk - at vi kan ikke leve i en verden, hvor den frie verdens ledere sender et klokkeklart signal om, hvor er de røde linjer, og man så træder hen over det, for så forsvinder retsordenen i verden, siger Lars Løkke Rasmussen.

Et flertal af Folketingets partier er blevet enige om, at man politisk og moralsk er klar til at støtte et angreb mod Syrien - også uden et FN-mandat - og ifølge Lars Løkke Rasmussen skal Danmark også være klar til at deltage, hvis der kommer en henvendelse om et militært bidrag.

»Vi har også den holdning, at skulle der komme en forespørgsel om militært bidrag, så vil vi også være åbne over for det, men der er sagen ikke nu,« siger Lars Løkke Rasmussen.

Han erkender, at den politiske opbakning i første omgang ikke vil gøre en forskel for syrerne, men der er brug for at støtte et angreb fra dansk side.

»I forhold til situationen i Syrien så vil en dansk politisk opbakning næppe gøre en stor forskel på karakteren af det angreb, der bliver lavet. Men selve angrebet skal have den effekt, at man ikke ustraffet skal bruge kemiske våben imod internationale konventioner, uden at det har en konsekvens.

»Hvis ikke man sætter et eksempel, når man træder klart over stregen, så kan man gøre det igen. Så det handler om at beskytte civilbefolkningen mod, at man på ny bruger giftgasser. Men nok så meget om at sende det signal at straffe og sanktionere, at man ser stort på, at man overtræder internationale konventioner,« siger Venstre-formanden.

Dagens Gossip