Løkke efter aftale: Kvote på 1000 flygtninge ikke i spil

Skrevet af admin

18/03/2016

Dagens topnyheder

Aftalen mellem EU og Tyrkiet vil ikke afslutte flygtninge- og migrantkrisen. Men den er et skridt på vejen til at få mere kontrol over strømmen af mennesker, som kommer til Europa via Tyrkiet.

Sådan lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der samtidig understreger, at aftalen ikke vil betyde flere flygtninge til Danmark.

- Det er en vigtig aftale. Det er ikke en aftale, der løser flygtningekrisen, men det er en aftale, der i hvert fald har perspektivet til at bryde menneskesmuglernes forretningsmodel på denne rute, som mange, mange tusinder har benyttet, siger Lars Løkke Rasmussen.

De 28 EU-lande forpligter sig med aftalen til at tage imod én syrer fra en tyrkisk flygtningelejr for hver syrer, man sender tilbage til Tyrkiet fra Grækenland.

Samtidig skal EU-landene fordele flere tusind flygtninge, som allerede er kommet til Grækenland.

På grund af retsforbeholdet er Danmark dog ikke forpligtet til at deltage i flygtningefordelingen:

- Danmark er ikke omfattet af alle dimensioner i den aftale, som er indgået i dag. Det gælder især de obligatoriske kvoter, som blev aftalt sidste år, siger Lars Løkke Rasmussen.

Det er netop disse kvoter, som nu skal bruges til at fordele de nødvendige flygtninge.

Efter topmødet fredag nedtoner Løkke samtidig udsigten til, at Danmark frivilligt vil melde sig. Statsministeren har ellers tidligere tilbudt, at Danmark frivilligt vil tage imod 1000 flygtninge. Men det kommer ikke til at ske trods aftalen fredag:

- På dette topmøde har vi ikke haft diskussion om, hvad der skal ske, hvis det lykkes at få styr på de ydre grænser, så ingen kommer af egen drift. Skal man så tage nul flygtninge, eller på frivillig basis tage imod flygtninge? Den diskussion har vi ikke haft, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han opstiller en række klare kriterier, for at tilbuddet kommer på bordet igen:

- Sidste år gav vi et tilsagn om at tage 1000 flygtninge, hvis ellers tingene kommer til at fungere.

- Det er 1000 flygtninge på et tidspunkt, hvor systemet fungerer, og hvor vi i Danmark har sikkerhed for, at der ikke ad tilfældighedens veje kommer så mange asylansøgere, som vi så sidste år, siger Lars Løkke Rasmussen.

/ritzau/