Løkke efter britisk nej: EU skal være slankere

Skrevet af admin

24/06/2016

Mest læste i dag

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) gør det klart, at Danmark skal blive i EU trods den britiske beslutning om at gå. Til gengæld skal Danmark være medlem af et mindre omfattende EU, mener statsministeren.

- Det må gerne være et slankere EU. Et EU, der koncentrerer sig om vækst, arbejdspladser, sikkerhed og kontrol med de ydre grænser. Og i mindre grad blander sig i alt fra landenes velfærdssystemer til kvindekvoter i bestyrelser, siger Lars Løkke Rasmussen.

Et mindre omfattende EU-samarbejde er statsministerens bud på at imødekomme den stigende EU-skepsis, som resultatet i Storbritannien er udtryk for.

- EU er til for borgerne, ikke omvendt. Det har vi nu et ansvar for at vise i praksis, siger Lars Løkke Rasmussen.

Regeringen har ellers i sit regeringsgrundlag skrevet, at Danmark skal "så tæt på kernen som muligt" i EU-samarbejdet.

På spørgsmålet om, hvorvidt det fortsat gælder, lægger statsministeren ikke op til at trække sin målsætning om Danmarks placering i EU tilbage.

- Vi skal reflektere meget over folkeafstemningen. Vi gør også meget for at sige, at der er brug for, at EU tænker sig om og leverer nogle offensive gensvar på det, som befolkningen ønsker af os. Får det mig til sige, at vi skal melde os ud af EU? Nej, det gør det ikke.

- Vores velstand er skabt via det samarbejde. Vores samhandel er orienteret direkte ind i det indre marked. Det er 500.000 danske arbejdspladser, der er afhængige af det. Det skal vi ikke gamble med, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han tilføjer, at det er nødvendigt at "holde sammen på det, vi har" og "ikke lade det europæiske samarbejde smuldre bort".

- Frem for at rejse en vidtløftig debat om, hvorvidt vi overhovedet skal være med, så mener jeg, at vi skal koncentrere os om at varetage danskernes interesser lige nu og her. Det handler om danske arbejdspladser, siger Lars Løkke Rasmussen.

/ritzau/