Løkke efter hektisk uge: Vi kan se hinanden i øjnene

Skrevet af admin

14/09/2015

Dagens topnyheder

Vi kan stadig se hinanden i øjnene efter en uge med massiv tilstrømning af flygtninge og migranter, der har krydset de danske grænser.

Sådan lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) under en debat på TV2 med partilederne for de forskellige partier i Folketinget.

- Jeg står fuldstændig på mål for den politik, vi har lagt, siger statsministeren.

- Der er ikke nogen af os, der ville lægge politisk ryg til, at politiet med magt og ressourcer tvinger dem til at aflevere deres fingeraftryk, siger han med henvisning til at politiet lod flygtninge og migranter rejse uregistreret gennem Danmark.

Der er i løbet af den seneste uge omkring 5000 flygtninge og migranter, der har krydset de danske grænser. Heraf har 843 ifølge statsministeren søgt asyl.

Statsministeren kalder den forgange uge for ekstraordinær. Han og flere af de andre partiledere roser politiets arbejde i den forgange uge.

- De har efter min mening udført et dygtigt stykke arbejde, siger Lars Løkke Rasmussen.

Danskernes indsats i flygtningestrømmen i den seneste uge bliver også rost. Morten Østergaard (R) kalder det for "det eneste lyspunkt" i ugen og kommer samtidig med en advarsel.

- Det, der sker, kan godt gå hen og blive hverdagen, hvis vi ikke tager os politisk sammen. Vi skal lægge partifarverne bag os og finde et svar, vi kan bruge til noget, siger Østergaard.

Alternativets leder Uffe Elbæk roser også sine medborgere.

- Danskerne har ikke ventet på os politikere. Danskerne har mobiliseret sig, siger han.

En del af debatten centrerer sig om de 160.000 flygtninge, som EU-Kommissionen vil fordele mellem EU-landene, og som deler vandene blandt partilederne.

Her understreger Løkke, at Danmark ikke vil deltage i et kvotesystem og gentager flere gange, at han mener, at Danmark tager sin andel.

/ritzau/