Løkke er overrasket over at se Brunei på V-liste

- Når jeg selv ser den her liste, så er der også et par lande, hvor jeg tænker, hvorfor er de der, og burde der ikke have stået et andet land.

Sådan lød det fra Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, da han fredag fremlagde Venstres nye udlændingeudspil på partiets sommergruppemøde.

Ifølge udspillet skal det fremover være lettere for personer fra en række lande, at komme til Danmark og arbejde. Landene er blandt andet valgt ud fra, om der er visumpligt ved indrejse, og om landet er højt udviklet og dermed minder om Danmark.

- Der giver det god mening at sige, at Danmark er nemmere at komme ind i, hvis man kommer med afsæt i en opvækst og et land, der har en kultur og levevilkår, der minder om vores, begrunder Lars Løkke Rasmussen blandt andet metoden med.

På Venstres liste over lande, hvor borgerne fremover skal have lettere adgang til Danmark, findes dog også det olierige land Brunei, der gentagne gange har påkaldt sig international kritik.

Brunei er ledet af en sultan, som har vakt international opsigt ved at indføre islamiske straffemetoder som stening, afhugning af lemmer og pisk for sin befolkning på knap en halv million mennesker.

Sultan Hassanal Bolkiah er en af verdens rigeste mænd, og det var ham, som i foråret stod bag indførelsen af dødsstraf ved stening for utroskab og homoseksualitet i Brunei.

Lars Løkke Rasmussen lægger imidlertid vægt på, at Venstre har brugt en objektiv metode til at udvælge de lande, som minder mest om Danmark.

- Vi ønsker at overholde internationale konventioner. Derfor har vi haft den tilgang, at vi skal finde noget, der er objektivt, og som nærmer sig det, vi gerne vil politisk.

- Det er objektivt at se på, om der er visumpligt eller ej. Det er objektivt at se på, om landet ligger højt på det her Human Development Index. Og så får man den navneliste, hvor Brunei også står.

- Det kan da godt være, at det ikke var faldet ned i mit eget hoved, hvis jeg skulle sidde og lave listen selv. Men sådan kommer listen ud, og sådan er det.

- Når man laver regler, så er der en gråzone og nogle bivirkninger og negative effekter. Så skal der være den rigtige balance i det.

- Og her er der den rigtige balance. Her er der masser af lande, hvor det giver rigtig, rigtig god mening, at man har en relativ let adgang til at komme til Danmark, siger Løkke.

/ritzau/

Dagens Gossip