Løkke erkender at han også fik efterløn som Carl Holst

Skrevet af admin

07/08/2015

Mest læste i dag

Forsvarsminister Carl Holst (V) er ikke den eneste i Venstre, der har modtaget et beløb, efter at han har sagt farvel til en post i amter eller regioner.

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, har også modtaget et engangsbeløb. Det fastslår han på Venstres sommergruppemøde:

- Jeg fik også udbetalt engangsbeløb som amtsborgmester, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Jeg var ikke amtsborgmester så længe, så derfor stod jeg ikke over for at få udbetalt et beløb måned efter måned, siger Lars Løkke Rasmussen med henvisning til, at Carl Holst lige som Løkke har besluttet at beholde engangsbeløbet.

Ifølge Ekstra Bladet har Lars Løkke Rasmussen modtaget 120.000 kroner, selvom han kun sad en enkelt periode som amtsborgmester.

- Jeg er ikke i stand til at bekræfte beløb. Hvis I har regnet det ud, så har I regnet det ud. Og hvis det er rigtigt, så er det rigtig, siger Lars Løkke Rasmussen.

Carl Holst havde ret til i alt 12 månedslønninger som eftervederlag for sine år som regionsformand.

Kort efter sit farvel til Region Syddanmark fik Holst udbetalt de seks af månedslønningerne på én gang, hvilket er efter reglerne.

Den anden halvdel af lønningerne skulle så være faldet hver måned i et halvt år. Holst nåede at få udbetalt én af disse - i slutningen af juli - inden han valgte at sige stop for de sidste fem udbetalinger på hver 69.400 kroner.

Sagen om Holsts eftervederlag nåede at afføde kritik fra blandt andre Dansk Folkeparti, før Holst ændrede holdning til sagen.

Og Lars Løkke Rasmussen har fuld respekt for sin forsvarsministers nye beslutning:

- Jeg har fuld respekt for Carl Holsts beslutning, siger Lars Løkke, der samtidig understreger, at de regler, der gav Holst ret til store lønninger fra to offentlige kasser på samme tid, skal laves om.

- Der er brug for, at vi får kigget på de her regler, og det er der taget initiativ til. Det kan ikke nytte noget, at det er den enkelte, der skal stå moralsk på mål for en løn, som andre har besluttet, man skal have, siger han.

/ritzau/