Løkke erkender at have skiftet »holdning, standpunkt, synspunkt, position«

»Jeg vil ikke kritisere regeringen, fordi de har videreført en stram økonomisk politik. Tværtimod. Regeringen fortjener ros for at holde fast i en toårig dagpengeperiode. Det er godt, at de har fremlagt og stemt på efterlønsreformen,« siger Lars Løkke Rasmussen, der efterfølgende angriber regeringen for at føre en politik, der bryder med vælgernes tillid.

»Det står helt fast, at de har gjort alt dette op imod deres egne ord og løfter inden valget,« han.

Den udmelding kommer, efter at Lars Løkke Rasmussen personligt er blevet kritiseret for at ændre holdning i specifikke politiske sager. En kritik, venstre-formanden i sin grundlovstale erkendte var berettiget.

»Som sagt er tillid dyrebar. Og derfor skal man have mod og mandshjerte nok til at indrømme, når man dummer sig,« siger Lars Løkke Rasmussen med henvisning til et interview med TV 2 News, hvor han afviste at have skiftet holdning, men anførte, at han derimod havde skiftet standpunkt.

»Jeg gav mig ud i finurlige, filosofiske og retoriske betragtninger om holdninger og standpunkter. Det lød helt ærligt lidt uldent. Jeg skulle bare have sagt tingene, som jeg plejer at sige dem: Som de er! For ja. Venstre var ikke indstillet på at tillade dobbelt statsborgerskab før valget, men vil nu stemme for. På det punkt har vi skiftet holdning, standpunkt, synspunkt, position… Ja, vi mener i hvert fald noget andet om dobbelt statsborgerskab nu end før valget,« siger Løkke.

Han kritiserede desuden regeringen for at have taget æren for »blokpolitikkens død«. Det var således Venstre, der sørgede for det, lød det fra den tidligere statsminister.

Dagens Gossip