Løkke forstår godt tvivlere før folkeafstemning

Skrevet af admin

23/11/2015

Dagens topnyheder

Statsminister Lars Løkke Rasmussen tager mandag endnu et skridt i kampen for at overbevise danskerne om, at de skal stemme ja ved folkeafstemningen torsdag den 3. december.

Ved embedsboligen Marienborg møder han pressen efter en arbejdsfrokost med en række ngo'er samt arbejdsmarkeds- og erhvervsorganisationer, som alle deler regeringens anbefaling. Det drejer sig blandt andet om LO, Børns Vilkår, DI samt Landbrug & Fødevarer.

- Det er vigtigt, at vi nu bruger al vores energi på at tage ud i landet og tale med danskerne. Både om hvad det her handler om, men også med en opfordring til at stemme, lyder det fra statsministeren.

Han bliver endnu engang konfronteret med meningsmålinger, som viser dødt løb mellem ja- og nej-siden, mens tvivlerne fortsat udgør den største gruppe.

- Det afgørende er ikke meningsmålingerne. Det afgørende er, hvad folk stemmer tredje december, lyder mantraet fra statsministeren, som dog udtrykker forståelse for tvivlerne.

- Jeg kan godt forstå, at der er mange, der er i tvivl. Og jeg tror, at en del af den tvivl kommer fra spørgsmålet om, hvad det her handler om, og hvad det ikke handler om, konstaterer Lars Løkke Rasmussen.

Det er imidlertid ikke første gang, at statsministeren annoncerer en informativ offensiv fra regeringen.

Det gjorde han også for tre uger siden, hvor han sammen med udenrigsminister Kristian Jensen (V) og justitsminister Søren Pind (V) delte postkort ud på en morgenkold station i det indre København.

Dengang målte Voxmeter ja-tilslutningen til 27 procent, mens 30 procent sagde nej.

I mandagens måling er billedet 34,8 procent til ja og 32,1 procent til nej.

Om halvanden uge vil det så vise sig, hvordan fordelingen bliver, når vælgerne står i stemmeboksene. Indtil da er arbejdet i Folketinget sat på pause.

/ritzau/