Løkke forudser svær aften for Cameron på EU-topmøde

Skrevet af admin

17/12/2015

Dagens topnyheder

Den britiske premierminister får svært ved at overbevise EU's stats- og regeringschefer om hele den pakke af EU-reformer, som han vil præsentere for kollegerne på et topmøde i Bruxelles torsdag.

EU-landene er imødekommende på flere punkter. Men blandt andet et krav om, at EU-borgere, der kommer til Storbritannien fra andre medlemslande, først kan opnå britiske velfærdsydelser efter fire år, bliver svært at sluge.

- Jeg tror, det bliver svært, fordi det givetvis vil kræve traktatændringer. Og jeg tror ikke stemningen er til traktatændringer, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Statsministeren slår i samme omgang fast, at han vil slås for at imødekomme briternes krav så vidt muligt.

- Først og fremmest arbejder vi hårdt på, at Storbritannien kan blive i EU. Det er i Europas interesse, og det er i Danmarks interesse, siger Løkke.

Cameron har i et brev til EU's præsident, Donald Tusk, skrevet, at reformerne er nødvendige, hvis han skal kunne argumentere for, at briterne skal stemme ja ved en folkeafstemning om EU-medlemskabet inden udgangen af 2017.

De krav, som David Cameron fremlægger, kan også blive en chance for Danmark, mener statsministeren, som peger på, at man i øjeblikket ser på den forordning, der "omhandler den vandrende arbejdskraft".

Løkke ønsker blandt andet et stop for, at borgere fra andre EU-lande efter "kort ophold i Danmark" kan tage en dansk børnecheck med ud af landet.

Hvis det ikke kan stoppes, så skal beløbet på checken, efter statsministerens ønske, i det mindste reduceres, så det svarer til løn- og prisniveauet i det pågældende land.

- Så skal den børnecheck vejes af efter leveomkostningerne i (eksempelvis, red.) Rumænien. Så skal det ikke være en fuld dansk børnecheck, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Det er også vigtigt, at vi får beskyttet vores dagpengesystem og vores SU-system. Altså at man i det hele taget ikke uden videre med meget kort tids ophold og med ganske få arbejdstimer kan få fulde velfærdsrettigheder, siger statsministeren.

/ritzau/