Løkke glæder sig over at DF er klar til regeringsmagten

Skrevet af admin

18/06/2016

Dagens topnyheder

Det er helt overordnet positivt, at Dansk Folkeparti tager ansvaret på sig og nu erklærer sig klar til at indgå i en regering efter næste valg.

Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) efter udmeldingen fra DF-formand Kristian Thulesen Dahl i lørdagens udgave af Politiken.

Men der er forhåbentlig længe til næste valg, mener statsministeren.

- Det er en melding, der går på, hvad der skal ske efter næste valg, det er der lang tid til. Jeg håber, at der også ligger i meldingen, og det regner jeg også med, at Dansk Folkeparti frem mod næste valg ønsker at tage ansvar på sig.

- Det er overordnet positivt, at der er et parti, der siger, at de godt kan se sig selv med regeringsansvar. Det synes jeg faktisk, at Danmark har brug for, at flere partier melder ind, siger Lars Løkke Rasmussen.

Efter folketingsvalget forhandlede Venstre med de tre andre partier i blå blok i mere end en uge om at danne regering.

I sidste ende meddelte Lars Løkke Rasmussen dog dronningen, at han ville danne en ren Venstre-regering.

- Det var en lidt barok situation efter folketingsvalget, at der faktisk ikke rigtig var nogen, der ønskede at samle den handske op. Og at Venstre endte med at gøre det alene, siger Lars Løkke Rasmussen.

Det er dog endnu for tidligt at begynde at spekulere i, hvad vælgerne vil sige til kombinationen af Venstre og Dansk Folkeparti i regering.

Desuden vil statsministeren endnu ikke svare på, om det overhovedet kan lade sig gøre. Han rækker dermed ikke hånden ud og inviterer Dansk Folkeparti ind i varmen lige foreløbig.

- Det beror sig på, om vi kan vinde næste folketingsvalg. I mellemtiden skal vi bruge tiden på at skabe et stærkt fundament for at vinde næste folketingsvalg og kunne regere Danmark.

- Det er efterårets store dagsorden, og det handler om at skabe nyt økonomisk råderum, så vi har råd til at investere i velfærd, vækst og velstand i Danmark, siger Lars Løkke Rasmussen.

/ritzau/