Løkke: Historisk chance for folkeskolereform

»Jeg vil appellere til, at man anstrenger sig - og det må alle gøre - for at nå en aftale, siger Løkke til b.dk og advarer om, at man misser en »historisk chance«, hvis ikke det lykkes at lave et forlig, der kan træde i kraft hurtigst muligt.

Det er især de Konservative, der slår sig i tøjret. Partiet vil ikke gøre lektiehjælp obligatorisk, fordi det ifølge partiet vil gøre skoledagen for lang. Da de Konservative er en del af forligskredsen, kan partiet blokere for en aftale frem til næste valg.

»Alle kan blokere for det her, men min appel er bare, at vi nu har en mulighed for et gennembrud. Vi kan gøre en god folkeskole markant bedre,« siger Løkke.

»Man skal forstå, at timing betyder alt her, for hvis ikke vi ret hurtigt føder kommunerne, der skal i gang med at lægge budgetter til efteråret, med nogle skærpede krav om, hvad folkeskolen skal kunne, er der i virkeligheden overhængende risiko for, at det slag, der stod i foråret om lærernes arbejdstidsaftale, blev kæmpet forgæves, at det smuldrer mellem fingrene på os, og det vil være trist,« siger han.

Spørgsmål: Så de Konservative skal tage sig sammen?

»Alle skal tage sig sammen. Jeg tror, det er en kendt sag, at Venstre også har flyttet sig i denne her skoledebat, og det har vi gjort, fordi vi er en meget bred forligskreds. Den rækker fra SF og hele vejen henover. Vi skal alle sammen blive enige, og alle kan ikke få det præcis, som de gerne vil have det,« siger Løkke, der peger på, at Venstre for eksempel ikke forventer at komme igennem med ønsket om karakterer fra fjerde klasse.

Det var undervisningsminister Christine Antorini (S), der mandag sætte forhandlingerne på pause.

»Jeg tror, at hvis alle lige gør sig umage her til sidst, så kan vi nå i mål, men jeg har altså bedt om en tænkepause, fordi vi er så tæt ved målstregen,« sagde hun.

Forhandlingerne genoptages torsdag morgen.

Dagens Gossip

Dagens TV