Løkke holder fast i udlændingeudspil

Skrevet af admin

30/09/2014

Mest læste i dag

Nogle nationaliteter skal have lettere adgang til det danske arbejdsmarked end andre. Det fastholder Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, efter partiets udlændingepolitik har mødt modstand fra flere sider.

Både De Konservative, DI og statsministeren har afvist tanken om at få forskellige grænser for, hvor meget man skal tjene for at få ophold i Danmark - alt efter hvilken nationalitet man har.

Men Venstres formand kan ikke se andre instrumenter til at opnå sit politiske mål på udlændingeområdet.

- Jeg kan ikke se nogen anden operationel løsning. Bliver jeg overrasket ved, at der pludselig udfoldes en ny, vild kreativitet, som jeg ikke havde set, så skal jeg ikke på forhånd sige, at det skal være, som vi foreslår, siger Løkke til Ritzau, inden han konstaterer:

- Jeg kan bare ikke på øje på det.

Kritikken fra den tidligere regeringspartner og den toneangivende erhvervsorganisation har heller ikke fået den tidligere statsminister på andre tanker.

- Nej, bestemt ikke, erklærer han.

- Det er vores bedste bud efter at have tænkt os rigtig grundigt om og analyseret den politik, vi har, som er, at vi skal åbne for dem, der vil, og lukkede for dem der ikke vil, forklarer Lars Løkke Rasmussen.

Han afviser samtidig kritikken fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) af, at forslaget, som giver en kvote af ansøgere fra udvalgte lande adgang med en årsindtægt på 215.000 kroner, skulle være social dumping.

- Det er jeg helt uenig i. Vi har lagt grænsen der, så man kan komme til Danmark på de overenskomstmæssige vilkår, som gælder eksempelvis i industrien som ufaglært. Det er bestemt ikke en åben dør, fastslår Løkke.

Han mener, at statsministeren er hyklerisk i sin kritik, fordi hun samtidig fastholder VK-regeringens greencard-ordning, som Venstre nu vil afskaffe.

- Vi kan se, at to tredjedele af dem, der kommer til Danmark på greencard, arbejder ufaglært eller er arbejdsløse, og 40 procent tjener under 200.000 kroner om året. Hvis Helle Thorning virkelig kærede sig om det, så ville hun gøre noget ved greencardet, påpeger Løkke.

/ritzau/