Løkke: Ikke nok at se på rekruttering af arbejdskraft

Når Dansk Industri tirsdag slår til lyd for at gøre det lettere for danske virksomheder at hente udenlandsk arbejdskraft til landet, så bør de se på problemet med flere øjne.

Sådan lyder beskeden fra Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, der tirsdag holdt tale for mere end 1000 erhvervsledere på Dansk Industris topmøde i København.

- Jeg er fuldstændig enig med Dansk Industri i, at Danmark skal være et åbent samfund for dem, der kan og vil, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Men temaet er lidt mere dilemma-fyldt. Hvis man kun åbner det ene øjne og ser på, hvad der er virksomhedernes behov, så vil det meget hurtigt føre til det synspunkt, at udenlandsk arbejdskraft er velkommen, siger Løkker og fortsætter:

- Men det er jo ligeså oplagt, at det synspunkt udfordres, hvis man åbner det andet øje og ser på de udfordringer, vi fortsat har med integration i Danmark, lyder det fra Venstres formand.

- Man kan spørge Finansministeriet, hvor meget den offentlige saldo ville være forbedret, hvis indvandrere fra ikke-vestlige lande var i beskæftigelse som udlændinge generelt. Den ville være forbedret med 17 milliarder kroner.

- For det beløb ville man kunne fjerne topskatten to gange. Det er min forpligtelse at holde begge øjne åbne samtidig, understreger Lars Løkke Rasmussen.

Før Venstres formand gik på talerstolen, havde statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på samme plads "undret sig" over Venstres udlændingeudspil, hvor der blandt andet lægges op til at lempe adgangen til det danske arbejdsmarked for folk, der kommer fra bestemte lande.

Men Lars Løkke afviser, at det skulle være noget at undre sig over:

- Man leverer ikke på morgendagens udfordringer med gårsdagens løsninger. Det har også betydning for dansk erhvervsliv, hvis vi kan lave en udlændingepolitik, hvor vi får flere til at bidrage på arbejdsmarkedet, siger Lars Løkke Rasmussen.

/ritzau/

Dagens Gossip