Løkke: Ingen kampkraft i Enhedslisten

Sådan lyder det fra Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen (V), på vej til forhandlinger i Finansministeriet om vækstplanens anden del. På forhånd har de blå partier, Venstre, Konservative og Liberal Alliance, opgivet at få presset regeringen til at sænke selskabsskatten yderligere end til de 22 procent, som regeringen lægger op til.

I stedet vil de tre partier fjerne arveafgiften for de familieejede virksomheder.

Det handler om at være realistisk, lyder det fra Løkke.

»Jeg synes, det gælder om at gøre det rigtige for Danmark,« siger han.

»Hvis det var sådan, at Enhedslisten var til andet end mundsvejr og løs snak, kunne der være en situation, hvor vi kunne få et folketingsvalg, men de springer op som løver og falder ned som lam, så der er ikke noget kampkraft i dem,« siger han.

»Der skal mere til, men vi er også nødt til at være realistiske, og når man kan se, hvor store problemer denne her regering har haft med at lave dette ryk på selskabsskatten, så kan det ikke nytte noget, at vi stiller os op og siger, at hvis ikke, de sætter den yderligere ned, så kan vi ikke lave en aftale«.

Lars Løkke Rasmussen glæder sig over, at man med første del af vækstaftalen, som blev indgået søndag aften med alle Folketingets partier med undtagelse af Enhedslisten, kom et par skridt i den rigtige retning.

»Vi har en regering, der afskaffede boligjobordningen. De har nu genindført den. Vi har en regering, der gik til valg på at sætte selskabsskatten op, og finansministeren skrev kronikker om det. Nu sætter man den ned. Det er en god retning, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi gerne så, man tog et større skridt,« siger han.

Dagens Gossip