Løkke: Ingen konflikt-snak med regeringen

De fleste venter, at konflikten på landets skoler bliver løst med et regeringsindgreb. Og meget tyder på, at Venstre skal lægge de afgørende stemmer til lovforslaget, der skal stoppe konflikten.

Ifølge Venstres formand Lars Løkke Rasmussen er der dog på nuværende tidspunkt ikke gang i forhandlinger om et regeringsindgreb i lærerkonflikten mellem regeringen og Venstre.

- Det er en lovlig konflikt på skoleområdet, så det skal vi ikke tale om på mødet i dag, siger Lars Løkke Rasmussen, der onsdag mødes med finansminister Bjarne Corydon (S) for at forhandle om vækstplanen, der skal skabe 150.000 private job.

Regeringen skal samle et flertal for indgrebet, om man kan næppe regne med støtte fra Enhedslisten, som har opponeret kraftigt i mod den måde regeringen har ageret på i konflikten mellem landets lærere og Kommunernes Landsforening, KL.

Derfor skal regeringen formentlig have Venstre med, hvis man vil samle flertal på Christiansborg for at stoppe konflikten. Men indtil videre er der ikke udsigt til et indgreb:

- Der har ikke været kontakter om et muligt regeringsindgreb mellem Venstre og regeringen, siger Lars Løkke Rasmussen.

Finansminister Bjarne Corydon har flere gang fastslået, at det er "upassende at spekulere i et regeringsindgreb" - uden dog at udelukke muligheden.

/ritzau/

 

Dagens Gossip