Løkke: Jeg er godt tilfreds med vores resultater

Skrevet af admin

21/11/2015

Dagens topnyheder

Alle Folketingets partier har samarbejdet med den Venstre-regering, der fik magten for 146 dage siden, og det er statsminister Lars Løkke (V) godt tilfreds med. Det fortæller han til lørdagens landsmøde i partiet.

- Bare fem måneder efter folketingsvalget - og efter 146 dage i regering - har vi lavet aftaler med alle partier i Folketinget, siger Lars Løkke i sin tale til medlemmerne.

Det kræver, at mindst 90 folketingsmedlemmer stemmer for, hvis regeringen skal have noget gennemført, og siden Venstre er en mindretalsregering, har det betydet, at Venstre har måttet samarbejde bredt i salen.

- Jeg er stolt over at være i spidsen for en samarbejdende regering, som kan lave aftaler med alle, siger Lars Løkke.

Regeringslederen er derfor taknemmelig for, at folketingets partier ønsker at samarbejde. Og det gælder ikke kun de blå partier på regerings egen banehalvdel.

- Også tak til kollegerne i Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet, for at de har taget imod, når vi har rakt hånden ud til samarbejde.

- Ikke om alting. Det siger sig selv. Men at det trods alt er lykkedes at finde hinanden i forskellige konstellationer og med forskellige flertal omkring aftaler, som flytter Danmark i den rigtige retning, siger han.

Når der skal samarbejdes på kryds og tværs af folketingssalen, er statsministeren dog også klar over, at man ikke kan få alle sine ønsker opfyldt.

- Vi kan så langt fra bestemme alting selv. Og det er sådan set også meget sundt. At finde hinanden, lade meninger brydes, samarbejde. Det er jo selve kernen i demokratiet, fremhæver Lars Løkke.

/ritzau/