Løkke: Jeg kan finde pengene til behandlingsgaranti

Skrevet af admin

20/04/2015

Mest læste i dag

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, slår fast, at partiet kan finde pengene til en behandlingsgaranti på 30 dage, selvom partiet ønsker et udgiftsstop i den offentlige sektor.

Det sker efter et fælles sundhedsudspil fra de fire borgerlige partier, der er at læse i en kronik i mandagens Berlingske. Alle patienter skal have ret til behandling inden for 30 dage, lyder et af de seks konkrete løfter fra partierne.

Samtidig lover de fire partier, Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance, at brugerbetalingen i sundhedsvæsnet ikke kommer til at stige i den kommende valgperiode, hvis de ellers kommer til magten.

- Det, at patienterne bliver behandlet til tiden, er ikke nødvendigvis dyrere, end at de ikke bliver behandlet til tiden, siger Lars Løkke Rasmussen til Ritzau.

- I mange sammenhænge kan det være billigere. For det er ineffektivt, at man går fra den ene udredning til den anden og så også skal vente på behandling. Det koster også i sygedagpenge.

Lars Løkke Rasmussen henviser til det finanslovforslag, hans parti har lagt frem for 2015. Her har partiet fundet frem til en ekstra milliard til sundhedsområdet, blandt andet ved at tage penge fra udlændingeområdet og udviklingsbistanden.

- Udgiftsstoppet betyder ikke, at der hældes beton ud over den offentlige sektor. Det betyder, at det, der er verdens største offentlige sektor, ikke skal koste mere. Så må man prioritere om, fastslår Venstres formand.

Lars Løkke Rasmussen var indenrigs- og sundhedsminister i perioden 2001 til 2007, og i den periode faldt ventetiderne med fem uger, påpeger han.

Og argumentet om, at garantien vil gøre det umuligt at prioritere de mest alvorlige sygdomme over mindre alvorlige, giver han ikke meget for.

- Der er i hundredtusindvis af danskere, der har haft glæde af de ordninger, vi lavede. Ventelisterne er raslet ned. Og det er altså ikke dem, der opererer åreknuder, der også opererer hjerter. Det er efter min mening et ret søgt argument, siger Lars Løkke Rasmussen.

/ritzau/