Løkke kræver mere privat velfærd i vækstpakken

Skrevet af admin

20/02/2014

Mest læste i dag

Det skal fremover være lettere for private leverandører at byde ind på ældrepleje, drift af daginstitutioner og andre offentlige opgaver.

Det mener Venstre og Konservative, der ifølge Politiken torsdag lancerer ønsket om mere udlicitering af velfærdsopgaver som et af de helt centrale krav til de snarlige forhandlinger om en vækstpakke.

- Det er skrigende nærliggende at møde op til de vækstforhandlinger og sige: Der skal ske noget her, siger Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, til Politiken.

- Når regeringen selv gør sig den ulejlighed - og det vil jeg gerne rose den for - at bede om nogle helt konkrete bud på, hvordan man kan fremme udbud på velfærdsområderne, er det åbenlyst, at det bliver en vigtig del af forhandlingerne.

Venstre vil dog ikke sætte et konkret mål for, hvor mange opgaver der skal sendes i konkurrence blandt private udbydere. Men det vil Konservative, hvor erhvervsordfører Brian Mikkelsen (K) mener, at der bør sættes et mål om 35 procent.

Det betyder, at der skal opgaver for omkring 40 milliarder kroner ekstra i udbud. Til sammenligning udliciterer det offentlige for knap 100 milliarder kroner årligt lige nu.

Finansminister Bjarne Corydon (S) har sat gang i en analyse fra konsulentfirmaet McKinsey, der skal komme med forslag til udlicitering af velfærdsopgaver, men han vil ikke lægge sig fast på en stigende konkurrence på velfærdsområderne nu.

- Vi står på det saglige. Vi ønsker at skaffe et analysegrundlag for at finde ud af, hvad der fungerer godt og dårligt i dag, og så lære af de erfaringer, siger han til Politiken.

- Sådan at man bruger private aktører til at få mest mulig velfærd for pengene. Det er den pragmatiske holdning. De borgerlige har en meget ideologisk holdning, hvor princippet kommer i første række og borgerne i anden række.

Bjarne Corydon affejer Konservatives ønske om at sætte konkrete mål for udbuddene.

- Det kan de godt glemme.

/ritzau/