Løkke kræver respekt for dansk værdier på grundlovsdag

Skrevet af admin

05/06/2015

Mest læste i dag

Venstres formand Lars Løkke Rasmussen leverer et skarpt forsvar for "danske værdier" i sin grundslovtale, som fredag blev holdt på Metalskolen i Slangerup.

Her lover Løkke at passe godt på Danmark i den tid, han måtte få lov til at stå i spidsen, hvis danskerne giver blå blok magten efter valget.

- Man kan ikke få magten. Man kan få lov til at stå i spidsen for Danmark en tid. Derfor skal man passe godt på Danmark. Og jeg vil passe godt på Danmark, hvis jeg får opgaven.

- Jeg vil sikre, at vi får et land, der hænger sammen menneskeligt, økonomisk og geografisk, og hvor der er respekt for vores værdier, siger Lars Løkke Rasmussen.

Dermed tager han hul på den ofte sprængfarlige debat om, hvad der egentlig udgør de danske værdier. Her er Løkkes bud:

- Jeg ved godt, at det der med de danske værdier ofte er til diskussion. Mange siger, at de danske værdier handler om ytringsfrihed og demokrati. Det gør de også, men de værdier findes overalt i den vestlige verden, siger Lars Løkke Rasmussen og tilføjer:

- For mig er værdierne vores historie, vores respekt for hinanden. Ligeværd, demokratiet, fællesskabet. Det er det, der får os til at hænge sammen. Jeg kan godt få øje på, at nogle af de værdier er udfordret, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han peger blandt andet på, at det især er økonomien, hvor det ikke er alle der kommer i job og indvandringen, der "presser os på en anden måde, end det er sket før".

- For vores værdier flugter ikke med boligområder, hvor politi og brandvæsen bliver mødt med stenkast og tilråb. Vores værdier flugter ikke med parallelsamfund, hvor man aldrig lærer dansk. Aldrig bliver en del af fællesskabet og kommer ud på arbejdsmarkedet.

- Vores værdier flugter ikke med kulturelt betinget tvangsægteskab. Det handler ikke om at spise flæskesteg eller jordbær. Det handler om en grundlæggende forståelse for, at vores land bygger på ligeværd.

- Bygger på, at man tager ansvar og respekterer det bidrag, som andre yder. Og kan man ikke finde sig selv i de værdier, så skal man spørge sig selv, om det er her, man hører hjemme. Man skal spørger sig selv, om man er landet det rette sted, siger Lars Løkke Rasmussen.

/ritzau/