Løkke: Lav blå borgmestre med blåt flertal

Skrevet af admin

19/11/2013

Dagens topnyheder

Venstres formand Lars Løkke Rasmussen vil ikke spå om antallet af Venstres borgmesterposter ved kommunalvalget eller sætte et mål for partiet.

- Jeg håber, at Venstre får en fremgang på stemmeprocenten, siger Lars Løkke Rasmussen på Rådhuspladsen i København til TV2 News.

Han vil ikke kommentere, om hans bilagssag med ni rejser på 1. klasse for miljøorganisationen GGGI skader Venstre ved kommunalvalget.

- Nu er jeg ikke på valg. Jeg er på valg ved folketingsvalget, som forhåbentlig kommer snart - jo før jo bedre, siger Venstres formand.

Han opfordrer borgerlige vælgere til at sikre, at de får en borgerlig borgmester ved kommunalvalget, hvis der er borgerligt flertal i kommunen.

- Desværre så vi ved det sidste kommunevalg, at alle de røde kommuner fik en rød borgmester. Desværre fik nogle blå kommuner også en rød borgmester, siger Venstres formand Lars Løkke Rasmussen.

Han påpeger, at Venstre i 2009 mistede magten i hans kommune Græsted-Gilleleje, som hedder Gribskov efter kommunalreformen.

På valgnatten sprang De Konservatives Jan Ferdinandsen fra Venstre og blev borgmester med støtte fra Socialdemokraterne og SF med 12 af 23 stemmer. Sidste år stiftede fire udbrydere fra SF, Venstre, De Konservative lokallisten Nyt Gribskov.

Lars Løkke Rasmussen slår til lyd for, at Venstre vil skabe flere job ved at forbedre forholdene for virksomhederne.

Af landets mest erhvervsvenlige kommuner er syv af ti styret af en Venstremand som borgmester. Blandt landets mindst erhvervsvenlige kommuner er otte af ti styret af en socialdemokrat, påpeger Lars Løkke Rasmussen.

/ritzau/