Løkke lover Cameron hjælp til at beskytte velfærdsmodel

Skrevet af admin

21/09/2015

Dagens topnyheder

Statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) korte besked til David Cameron foran kaminen i Downing Street 10 fremkalder et tilfreds smil hos den britiske premierminister.

- Vi skal forsøge at finde en balance, så EU ikke bliver en social union, siger Lars Løkke Rasmussen.

Sød og velkendt musik i Camerons øre - og en frase, han selv har brugt. Dermed var tonen mellem de to regeringschefer slået an for frugtbar drøftelse om såkaldt velfærdsturisme, og i særdeleshed om hvordan den kan tæmmes.

- Jeg har sagt til Cameron i dag, at jeg meget gerne vil arbejde tæt sammen med Storbritannien om forslag og idéer, der kan skabe mere fairness og bedre balance, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Jeg mener, at medlemslandene skal have mulighed for i nogen grad at beskytte deres egen velfærdsmodel. Det handler ikke om at være for eller imod den frie bevægelighed, men om at finde den rette balance.

Statsministeren slog samtidig fast i sin indledende bemærkning til Cameron, at han fuldt ud støtter EU's grundprincip om arbejdskraftens frie bevægelighed. Han ser ingen realisme i en traktatændring.

- Jeg tror ikke, at det er realistisk med en traktatændring nu og her, og David Cameron ved også, at det er sådan, vi ser på det.

- Det vil være alt for risikabelt, da det skal ratificeres i 28 forskellige lande, og det skal igennem Europaparlamentet. Så det vil have meget lange udsigter, siger Løkke.

I stedet skal Danmark og Storbritannien, mener Løkke, gribe chancen i forbindelse med den britiske folkeafstemning om EU og få sikret ændringer af EU-forordningen om arbejdskraftens frie bevægelighed.

Den danske regering har allerede stillet forslag, og den arbejder på flere.

- Det kunne være ved at sige, at spørgsmålet om børnepenge er et nationalt anliggende. Det må være de lande, hvor man bor, der har ansvaret i den sag, siger Løkke.

/ritzau/