Løkke: Mere sandsynligt med valg end fyring af Eva Kjer Hansen

Skrevet af admin

25/02/2016

Dagens topnyheder

Selv om De Konservative støtter et mistillidsvotum fra rød blok til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), så har hun stadig fuld støtte fra sin statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V).

Han vil ikke kommentere, om hun må gå af, hvis der onsdag i næste uge er flertal mod hende.

- Man kan stille med alle de dagsordener, man vil. Det afgørende er, hvordan det så falder ud.

- Jeg kender udmærket positionerne. Får det mig til at afskedige min minister? Nej, det gør det ikke. Det andet lidt mere sandsynlige udfaldsrum er at udskrive et folketingsvalg, siger Lars Løkke Rasmussen.

Når Folketinget torsdag har vedtaget en central del af regeringens landbrugspakke, forhandler statsministeren en tillægsaftale om bedre miljø med de blå partiledere.

I Statsministeriet møder han De Konservatives Søren Pape Poulsen, Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl og Liberal Alliances Anders Samuelsen.

- Formålet med tillægsaftalen er at imødekomme partiernes ønsker på natur-, miljø- og landbrugsområdet, men også at få et forløb, der forhåbentlig kan genetablere tillid med de partier, der står bag denne regering og regeringens ministre, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han fastslår, at han har "fuld tillid til min minister".

- Det manglede bare. Hun har stået i spidsen for at gennemføre den politik, som ikke bare Venstre, men alle blå partier gik til valg på. Der er fremlagt alle relevante oplysninger til Folketinget, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han kan ikke diktere, om andre partier har tillid til Eva Kjer Hansen. Det nemmeste for ham ville være at fyre hende eller udskrive folketingsvalg, påpeger han.

- Vi betræder i stedet den svære vej - nemlig at forhandle en tillægs- og tillidsaftale, siger Lars Løkke Rasmussen.

/ritzau/