Løkke: Min regering skal overholde internationale krav

Skrevet af admin

25/06/2015

Dagens topnyheder

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, lader torsdag aften forstå, at det ser svært ud i de regeringsforhandlinger, han i disse dage fører, og som gerne skulle lede frem til en regering med ham selv i spidsen.

- Der er nogle stærke ønsker, og dem lytter jeg selvfølgelig til, siger Lars Løkke Rasmussen.

Mens De Konservative definitivt har erklæret, at de ikke bliver en del af en kommende borgerlig regering, så er Liberal Alliance og Dansk Folkeparti fortsat i spil til ministertaburetter.

Men partierne står som udgangspunkt ret langt fra hinanden. Dansk Folkeparti vil lade den offentlige sektor vokse 0,8 procent, mens Liberal Alliance har gjort topskattelettelser til et kernepunkt for at bakke op om en ny regering.

Da LA's politiske leder, Anders Samuelsen, torsdag mødte op til frokost hos Løkke, gjorde han det klart, hvor vigtigt det er for ham at få sænket eller allerhelst helt afskaffet topskatten.

- Jeg har sagt, at vi ikke er bange for noget som helst. En regering kan vælte sig selv, ved at den ikke lytter til sit parlamentariske grundlag, lød det fra Samuelsen.

For Dansk Folkeparti er et af kardinalpunkterne, at Danmark skal genindføre grænsekontrol, hvilket kan bringe Danmark på kant med Schengen-aftalen.

Men Løkke gør det klart, at han ønsker at stå i spidsen for en regering, der kan "samarbejde bredere".

- Og i forhold til for eksempel grænsekontrol skal regeringen også kunne leve op til sine internationale forpligtelser. Derfor er det ikke så nemt det hele, siger han.

Han udelukker fortsat ikke en regering bestående af andre partier end hans eget.

- Men jeg har også hørt alt muligt om topskat, og der skal findes en balance, understreger han.

Dansk Folkepartis leder, Kristian Thulesen Dahl, har torsdag sagt, at han mest hælder til, at hans parti skal stå uden for regeringen, som forhandlingerne står nu.

/ritzau/