Løkke: Nu må Europa vise noget handlekraft

Skrevet af admin

19/02/2016

Dagens topnyheder

Europa må begynde at vise noget handlekraft og håndtere de udfordringer, vi står med, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen fredag ved ankomsten til anden dag af EU-topmødet i Bruxelles.

Han håber, at det i løbet af fredag vil lykkes at nå en aftale om Storbritanniens krav om EU-reformer, så premierminister David Cameron kan tage hjem og vinde en folkeafstemning om at blive i EU.

- Der er fremskridt, men spørgsmålet er, om de er store nok.

- Solen skinner, og man skal jo være optimistisk. Jeg konstaterer bare, at det er ikke på den flade hånd, siger Lars Løkke Rasmussen.

David Cameron siger ved ankomsten fredag formiddag, at han forhandlede til klokken fem fredag morgen og vil gøre alt, hvad han kan for at få en aftale.

- Vi har gjort nogle fremskridt, men der er stadig ingen aftale, siger Cameron.

- Som jeg har sagt, vil jeg kun indgå en aftale, hvis vi får, hvad Storbritannien har brug for, siger han.

Selve topmødet bliver efter planen først genoptaget klokken 14.30. Men den danske statsminister har indledt fredagen med et bilateralt møde med forhandlingslederen, EU-præsident Donald Tusk.

Den danske prioritet er at sikre betingelserne for, at Storbritannien bliver i EU - men statsministeren håber også stadig at kunne vinde en fordel ved et af de britiske krav på velfærdsområdet.

Det handler om, hvorvidt børnecheck udbetalt til andre EU-landes borgere, som bor i Storbritannien, men hvis børn stadig er i hjemlandet, skal indekseres, så de får et niveau, der passer til hjemlandets og ikke Storbritanniens prisniveau.

- Grundlæggende har der jo været en stridighed om, hvorvidt man skulle acceptere det her med, at velfærdsydelser i et eller andet omfang kan vejes af efter købekraft. Og det forstår jeg, at det er der lidt bevægelse i – og så er spørgsmålet, om det er nok, siger Løkke på vej ind til møderne.

Og - og i givet fald hvornår - det hele kan falde i hak, ved statsministeren ikke.

- Det er jo Cameron, der sætter barren. Det er jo ham, der skal springe over. Det er ham, der skal ud i en folkeafstemning. Han har sat en deadline, der hedder 2017. Der er vi jo ikke endnu.

- Men det ville da være det bedste for alle, hvis vi kan få landet en aftale på det her topmøde i dag eller i morgen, eller hvornår det nu kunne være, siger Løkke.

/ritzau/