Løkke ønsker bredt dagpengeforlig uden ekstraregning

Skrevet af admin

20/10/2015

Dagens topnyheder

Folketinget skal inden jul lave et bredt forlig om en dagpengereform, men pengene skal passe. Når LO og FTF afviser, at ledige skal betale to karensdage hvert kvartal, sender de en regning på 650 millioner kroner videre til politikerne.

Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i forbindelse med et besøg i Korsør tirsdag. Han glæder sig over den positive modtagelse af Dagpengekommissionens forslag. Han erkender, at Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti vil betale flere penge.

- Det er jo spændende, om det samme flertal også vil være med til at finde nogle penge. Jeg glæder mig over, at der helt generelt er taget pænt imod Dagpengekommissionens udspil, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Hvis det står til troende, når forhandlingerne går i gang, så er udfordringen bare at få penge til at passe.

Løkke vil betale reformen med otte årlige karensdage, som kommissionen foreslår, så han ikke skal finde penge andetsteds. Desuden skal reformen skabe godt 2000 ekstra job, som forsvinder, hvis karensdagene skæres væk, påpeger han.

- Jeg har meget svært ved at forestille mig, at man kan havne i en model uden karensdage. Al den stund, at det anbefaler halvdelen af kommissionen. Det gør lønmodtagersiden i kommissionen også, siger Lars Løkke Rasmussen.

- En bred aftale skal skabe ro om dagpenge, siger statsministeren.

- Jeg sagde allerede i valgkampen, at der er brug for at få skabt en en bred løsning, der kan skabe ro om dagpengesystemet. Både af hensyn til dem, der er i systemet, alle dem, der skal forsikre sig. Så det skal være robust, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Det skal også være bredt for at mane det politiske spøgelse, som dagpenge har været i dansk politik i en årrække, i jorden. Så jeg går varmt ind for, at vi skal have en bred løsning.

/ritzau/