Løkke: Østlande må respektere EU's gældende regler

Skrevet af admin

23/09/2015

Mest læste i dag

Ingen lande er blevet tvunget til noget, da EU-landene tirsdag aften med stort flertal vedtog at gennemtvinge en fordeling af 120.000 flygtninge i Europa trods voldsomme protester fra flere østeuropæiske lande.

Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), inden han onsdag aften sammen med EU's andre stats- og regeringschefer deltager i et hasteindkaldt krisetopmøde i Bruxelles om flygtninge- og migrationspresset på Europa.

På spørgsmålet om, hvordan han ville have det, hvis EU tvang Danmark til at tage x antal flygtninge mod Danmarks vilje, svarer Løkke:

- Hvis man sagde det til Danmark, ville jeg selvfølgelig være rigtig ked af det, fordi man så ville overskride nogle grænser, da vi jo har et retsforbehold. Så man kan ikke sige det til Danmark. Men den situation gælder ikke for de andre lande, siger Løkke.

Han henviser til, at Tjekkiet, Slovakiet, Rumænien og Ungarn tirsdag stemte imod beslutningen, mens Finland undlod at stemme, da fordelingen blev besluttet på et justits- og indenrigsministermøde i Bruxelles.

- De lande har en traktatmæssig forpligtelse over for hinanden. De har bundet sig til at have en fælles asylpolitik og bundet sig til et sæt fælles spilleregler. Dem er der spillet efter, og sådan er det i et demokrati.

- Nogle gange kommer der et resultat ud af det, som man ikke bryder sig om. Man kan ikke sammenligne Danmark med de lande. Vi har holdt os ude af en asylpolitik, og vi holder os ude af den.

- Det er vigtigt for regeringen, at hele spørgsmålet om, hvor mange der skal komme til Danmark, er et dansk anliggende. Det skal bestemmes i København, ikke i Bruxelles, siger Løkke.

Han er glad for, at fordelingen af de 120.000 flygtninge er løst. Danmark har tilkendegivet frivilligt at tage 1000. Nu handler det om at kigge fremad og løse selve problemet i stedet for kun at fokusere på en lille del af problemet, siger Løkke.

Spørgsmål: At man tvinger en fordeling af flygtninge ned over nogle lande, hvad vil det betyde for EU fremover?

- Tvinger? Man stemmer noget igennem efter de regler, der gælder, og som landene selv har aftalt. Det er aldrig rart at blive stemt ned, det kender jeg også fra mig selv.

- Nogle af de lande har ved at stemme imod også vist deres egen befolkning, hvad de synes, er op og ned. Det kan man godt vise og så bagefter respektere, at der er truffet en beslutning, lyder det fra Løkke.

Normalt prøver EU-landene at finde løsninger, som alle kan leve med. Tirsdagens vedtagelse skete med såkaldt kvalificeret flertal, hvor det er muligt med tilstrækkeligt mange lande bag at gennemtrumfe en beslutning.

/ritzau/