Løkke og Barfoed tilfredse med første halvleg

»Det er en aftale til 17 milliarder, som vi er glade for, og jeg vil gerne komplimentere finansministeren. Jeg synes, den her første halvleg er spillet godt til ende, og vi glæder os til i morgen at tage hul på anden halvleg,« siger oppositionslederen.

Vækstpakken, der finansieres ved besparelser på SU og kontanthjælp, indeholder blandt andet en gradvis afskaffelse af afgiften på sodavand, mens afgiften på øl bliver sænket.

»Med det her bliver sodavand billigere, og den danske detailhandel kan ikke gemme sig bag, at der er højere afgift i Danmark end i Tyskland. Det er godt for grænsehandlen,« siger Lars Løkke Rasmussen.

Med aftalen genindføres desuden boligjobordningen, der ellers blev afskaffet i forbindelse med sidste års finanslovaftale mellem regeringen og Enhedslisten. Ordningen udvides samtidig, således at man også kan trække håndværkerløn fra i skat ved bygge- eller renoveringsprojekter på sommerhuse.

Det har været et af de Konservatives mærkesager i forhandlingerne, understreger partiformand Lars Barfoed (K).

»Jeg synes, det er et meget fint forhandlingsresultat. Det Konservative Folkeparti har fremhævet, at vi ønskede ordningen udvidet til sommerhuse, og det har vi fået igennem. Vi er desuden gået, så langt som muligt med at sænke ølafgiften i forhold til EU-reglerne. Vi er meget tilfredse i Det Konservative Folkeparti,« siger Barfoed.

Mandag indledes forhandlingerne om anden del af vækstpakken, hvor en sænkelse af selskabsskatten er i spil. Den forhandles uden Dansk Folkeparti, som ikke ønsker at kæde besparelser på SUen og kontanthjælpen sammen med en lettelse af selskabsskatten,

Dagens Gossip