Løkke og de borgerlige klar til vækstkompromis med Corydon

Det oplyser Lars Løkke Rasmussen forud for et møde onsdag aften mellem de borgerlige partier og regeringen, der skal finde sted i Finansministeriet.

»Vi har testet regeringen i løbet af dagen, og den er ikke parat til at fjerne arveafgiften i forbindelse med generationsskifte i de familieejede virksomheder, selv om det ville være en rigtig god idé,« siger Lars Løkke Rasmussen.

»Vores bud er: Lad os blive enige om uenigheden. Lad os i fællesskab lave en aftale, som får sat selskabsskatten ned,« siger Venstre-formanden.

Forhandlingerne mellem parterne brød sammen tirsdag aften, efter at finansministeren afviste kravet fra de borgerlige om at fjerne arveafgiften for de familieejede virksomheder. Finansministeren er således ikke parat til at bruge en milliard kroner på at fjerne afgiften.

I stedet for at finde en endegyldig løsning, er de borgerlige partier klar til at vente med at øremærke pengene, så det bliver dem, der vinder folketingsvalget næste gang, der får lov til at bestemme, hvad pengene skal bruges til.

»Så må dem, der er i regeringen, når man når derhen, bestemme, hvad pengene skal bruges til. Kan regeringen se sig selv i sådan en tegning, hvor vi finder pengene, men ikke bruger dem nu, og skubber det til efter næste folketingsvalg, så er de velkommen til at invitere os. Så kommer vi, og så kan vi lave en aftale,« siger Lars Løkke.

Søndag blev de tre partier samt Dansk Folkeparti enige om første del af vækstaftalen med regeringen. Med den fjernes blandt andet afgiften på sodavand, mens ølafgiften sænkes.

Dagens Gossip