Løkke og Løhde forbereder demensplan med besøg på plejecenter

Skrevet af admin

08/05/2016

Dagens topnyheder

Mandag møder statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og sundhedsminister Sophie Løhde (V) demente, pårørende, organisationer, patientforeninger, fagfolk, politikere og eksperter på Marienborg.

Mødet kommer, fordi regeringen forbereder en handlingsplan om demens. Planen, som skal styrke indsatsen for demente og pårørende, ventes fremlagt i efteråret 2016.

Før mødet besøger Løkke og Løhde bofællesskabet Æblehaven og Frydenholm Plejecenter i Holte, der fokuserer særligt på demente.

Lars Løkke Rasmussen påpeger, at demens griber ind og præger hele familiens liv. Det vender tilværelsen på hovedet for demente og deres pårørende.

- Som samfund skal vi være bedre til at hjælpe de mennesker, der er ramt af sygdommen og deres pårørende, siger Løkke i en skriftlig kommentar.

- I dag er omkring 35.000 mennesker diagnosticeret med demens, men op mod dobbelt så mange lever med sygdommen uden at have fået en diagnose. I takt med at vi bliver flere ældre, vil stadig flere få demens i de kommende år.

Statsministeren glæder sig til at lytte til professionelle, demente og pårørende om livet med demens, og hvordan samfundet kan gøre mere, siger han.

/ritzau/