Løkke: Regeringens finanslov er uforsigtig

Regeringen går til kanten af det ansvarlige på årets finanslov. Sådan lyder det fra Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen.

Han kritiserer, at regeringen budgetterer med et underskud næste år på 3,0 procent af BNP, som er EU's øverste grænse, selvom Danmark først i juni i år slap ud af tre års offentlige besparelser efter EU-Kommissionens krav.

- Jeg er bekymret over, at man går helt til grænsen. Man laver et massivt underskud i en situation, hvor de er tvivl om væksten. Det er uforsigtigt.

- Hvis væksten svigter, så risikerer man at skulle stoppe op. Så får man en stop-go politik, som ikke er sund for økonomien, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han bebuder, at Venstre vil fremlægge sit eget finanslovudspil, inden finansloven skal førstebehandles i Folketinget i september.

- Vort udspil vil have en buffer (stødpude) i forhold til dét, jeg kritiserer regeringen for ved at gå helt til kanten med massiv gældsstiftelse af Danmark, siger han.

Løkke er uenig med regeringen i at fordoble fradraget for fagforeningskontingenter fra 3000 til 6000 kroner. Samtidig vil Venstre ligesom andre borgerlige partier bruge penge på at forlænge boligjobordningen for at skabe job.

- Vort forslag vil indeholde, at boligjobordningen fortsætter efter 1. januar. Det handler om beskæftigelse hos de små håndværkere, om at gøre livet let for folk, som har brug for en håndværker eller rengøring, om at bekæmpe sort arbejde, siger Lars Løkke Rasmussen.

Venstres finanslovudspil satser på sundhed ligesom regeringens. Bjarne Corydon understregede ved præsentationen af regeringens finanslovforslag, at Venstre med forslaget om nulvækst i det offentlige forbrug ikke har penge til bedre sundhed.

Men det kan klares inden for Venstres nulvækst - som også vil være grundlaget for partiets kommende finanslovforslag, siger Løkke:

- Sundheden er en prioritet. Jeg var selv den sundhedsminister, som fjernede ventelisterne og gav patienterne nogle rettigheder. Jeg ønsker ikke at blive statsminister for en regering, der genindfører ventelisterne, siger Lars Løkke Rasmussen.

Ud over nulvækst vil Venstre også spare på ulandsbistanden, som regeringen øger med 600 millioner kroner, siger Løkke.

/ritzau/

Dagens Gossip