Løkke satte selv masser af afgifter op

Nu da Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, har præsenteret sit udspil til at sænke virksomhedernes skatter og afgifter, er der kommet ny ammunition til afgiftskrigen mellem Venstre og Socialdemokraterne på Christiansborg.

Lars Løkke Rasmussen erklærede sig mandag parat til at se på flere forskellige afgifter, blandt andet energiafgifter og afgifterne på varer, som øger grænsehandlen.

Det får nu Socialdemokraterne til at gå til angreb på oppositionens leder. Ifølge Socialdemokraternes skatteordfører Thomas Jensen bærer Løkke selv et ansvar for, at afgifterne på cigaretter, sukkervarer, alkohol samt andre fødevarer er høje.

Thomas Jensen henviser til et svar fra skatteminister Holger K. Nielsen (SF), som viser, at VK-regeringen i Løkkes tid som statsminister satte afgifterne på den type varer op 12 gange.

Samlet set vurderer skatteministeren, at afgifterne på grænsehandelsvarer blev sat op med 2,8 milliarder kroner i Løkkes regeringstid. Det skønnes at have en negativ effekt på arbejdsudbuddet i Danmark i størrelsesordenen 1000 personer.

- Det må være overraskende for de fleste danskere, at Løkke 12 gange på kun to et halvt år som statsminister har indført nye afgifter på grænsehandelsfølsomme varer som for eksempel slik, is, chokolade og sodavand, når Løkke hele tiden kritiserer disse afgifter, siger Thomas Jensen.

Han mener, at Løkke bør vedstå sig sit ansvar for at have hævet afgifterne. Løkke var også med til at hæve energiafgifterne med 15 milliarder kroner, lyder det fra Socialdemokraterne.

Venstre beskylder på sin side statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og S-R-SF-regeringen for at føre zigzagkurs, fordi man med den ene hånd fjerner afgifter, men indføre nye, når der skal indgås en finanslov med Enhedslisten.

Lars Løkke Rasmussens udmelding om, at han var klar til at se på afgifterne på grænsehandelsvarer, faldt efter et møde med LO-formand Harald Børsting.

Her blev Løkke spurgt, om det ikke er hyklerisk, at han vil indfører et stop for nye afgifter frem til næste valg, når han selv gentagne gange satte afgifterne op.

- Nej, det er det bestemt ikke. Man skal huske på, at hver gang vi indførte nye afgifter, og det er rigtigt, at det gjorde vi, så brugte vi dem til at sætte skatten på arbejde ned, sagde han mandag.

/ritzau/

 

Dagens Gossip