Løkke stiller med to krav til aftale om terrorpakke

Skrevet af admin

11/03/2015

Dagens topnyheder

På vej ind til forhandlingerne i Justitsministeriet vil Venstres formand Lars Løkke Rasmussen ikke spå om, hvorvidt parterne onsdag når en aftale om regeringens 12 initiativer mod terror.

Men oppositionens leder er klar med to krav til en aftale:

- Vi skal være helt trygge ved, at de jødiske samfund får den beskyttelse, de skal have, så forældre tør sende deres børn i Carolineskolen, siger Lars Løkke Rasmussen som sin første betingelse for en aftale - og tilføjer:

- Og så skal vi have sikkerhed for, at pengene er der, før vi bruger dem.

Netop finansieringen har udviklet sig til et centralt stridspunkt mellem parterne.

Justitsminister Mette Frederiksen (S) valgte onsdag at forsikre de borgerlige partier om, at regeringen vil finde friske penge til terrorindsatsen, så politiet ikke skal spare andre steder for at kunne løfte de nye opgaver.

- Vi kommer med en fuldstændig klar melding om, at vi tager finansieringsansvaret på os, og at det ikke skal gå ud over andre opgaver hos politiet.

- Finansieringen kommer til at fremgå af forslaget til finansloven, og så er der ingen usikkerhed omkring finansieringen. Derfor bør vi bruge kræfterne på at diskutere indholdet af terrorpakken i stedet, sagde Mette Frederiksen tidligere onsdag.

De borgerlige partier er dog skeptiske over for den model, fordi finanslovforslaget først kommer i slutningen af august. Det kan være efter det kommende folketingsvalg, som blå blok lige nu står til at vinde.

En anden mulighed er at lave en mindre aftale, hvor man i første omgang kun finder penge til initiativerne i 2015. Og så udskyder den "store" aftale med finansiering til de kommende år til senere.

Løkke er i hvert fald parat til at finde pengene, så man kan udbetale det overarbejde, politiet har haft efter attentaterne i København i februar. Angiveligt ligger det i omegnen af 30 millioner kroner.

- Det ville være en rigtig god løsning, så vi kan betale overarbejdet væk, så vi ikke skal starte en ny politiaftale til efteråret med en stor overarbejdspukkel, sige Løkke.

/ritzau/