Løkke stoler på DF-støtte til aftalte skattelettelser

Skrevet af admin

21/04/2016

Dagens topnyheder

Indgåede aftaler om skattelettelser skal naturligvis overholdes, siger statsministeren.

Tingene ændrer sig, siger Dansk Folkeparti.

Og således har DF-formand Kristian Thulesen Dahl sået tvivl om, hvorvidt provenuet fra kontanthjælpsloftet skal gå til skattelettelser som aftalt.

- Det er fuldstændig rigtigt, at vi har indgået to aftaler - kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen - hvor det er aftalt, at det provenu, altså de penge, der spares, har vi reserveret til senere at diskutere skat.

- Man må bare sige, at tingene ændrer sig, siger Kristian Thulesen Dahl.

Men statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) regner fortsat med, at Dansk Folkeparti står ved aftalen.

- Jeg føler mig helt overbevist om, at det, vi allerede har aftalt med jobreform 1, hvor der er skaffet en milliard kroner, der er sat til side til skattelettelser, der tror jeg, at alle er enige om, at de aftaler skal holdes, siger han.

Jobreform 1, som indførte kontanthjælpsloftet, blev indgået 18. november sidste år. I aftalen står der blandt andet:

- (...) det udisponerede provenu, som tilvejebringes ved initiativerne i aftalen fra 2017 og frem, skal anvendes ved Jobreformens fase II i foråret 2016 til at sænke skatten på de laveste arbejdsindkomster fra 2017.

Det er de stigende udgifter til flygtninge, der har fået Dansk Folkeparti på andre tanker. Ifølge nye beregninger fra Finansministeriet lyder ekstraregningen for flygtningeomkostninger på 6,4 milliarder kroner frem mod 2020.

- Vi kan jo ikke se bort fra, at udgifterne til flygtninge og migranter stiger. Vi bliver nødt til at insistere på over for de andre partier, at vi ikke kan bruge pengene to gange, siger Kristian Thulesen Dahl.

/ritzau/