Løkke til kommunetopmøde: Stop nu den jammer, Claus

Skrevet af admin

10/03/2016

Dagens topnyheder

Kommunerne har aldrig elsket den siddende regering.

- Sådan er det jo, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fra talerstolen på topmødet hos Kommunernes Landsforening med henvisning til tidligere økonomiminister Margrethe Vestagers (R) vending.

Men når det kommer til at løse udfordringen med at finde boliger og job til flygtninge, må kommuner og stat stå sammen, fortsætter statsministeren:

- Er det os mod jer, er det jer mod os? Det er det ikke i min bog, for er vi ikke i samme båd, sejler vi ikke i samme konvoj, farvand, bølger, uvejr og mod samme destination.

KL-topmødet finder sted midt i de igangværende tre- og topartsforhandlinger mellem regeringen, arbejdsgivere, lønmodtagere og kommuner. Sidstnævnte kræver økonomisk hjælp fra Christiansborg til at løse flygtningeudfordringen.

En løsning er umulig, når kommunerne samtidig skal finde besparelser for samlet 2,4 milliarder kroner i år som følge af regeringens omprioriteringsbidrag, lyder det fra KL-formand Martin Damm (V).

- Stop nu den jammer, siger Løkke fra talerstolen, og efterfulgt af en lang kunstpause:

- Claus!

Meldingen er en slet skjult henvisning til, at finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) til stor forargelse tidligere har sagt, at han aldrig hører "andet end jammer fra kommunerne".

- Man skal ikke sidde der og jamre ovre i Finansministeriet.

- Man skal sådan set heller ikke gøre det andre steder, for det er ikke staten mod kommunerne, eller kommunerne mod staten – det er os, Danmark, mod resten af verden, siger Løkke og kaster sig ud i endnu en metafor:

- De fleste bukser har to lommer, og selvfølgelig kan man flytte penge fra den ene lomme til den anden. Men lommerne sidder i de samme bukser, i danskernes bukser.

En af de vigtigste elementer i topartsforhandlingerne med kommunerne er at finde boliger til flygtninge, pointerer Løkke. Han anerkender, at kommunerne løfter en stor opgave. Om de igangværende forhandlinger siger han:

- Det kan bestemt også være at bygge nye boliger. Jeg anerkender, at I har brug for en hjælpende hånd og lytter, når I siger, at jeres udfordringer er meget forskellige.

Samtidig fastholder statsministeren, at der ikke kommer penge på bordet under topartsforhandlingerne:

- Hvad der må restere af ønsker til økonomien må vente til sidst på foråret, hvor vi forhandler kommunernes økonomi for 2017.

/ritzau/