Løkke til Nato-topmøde: Vi stiller op når der bliver kaldt

Skrevet af admin

08/07/2016

Dagens topnyheder

Danmark stiller op, når der bliver kaldt i Nato, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fredag ved ankomsten til Nato-topmødet i Warszawa.

Kort før sin ankomst har han skrevet på Twitter, at Danmark vil deltage med op til 200 soldater i Natos fremskudte bataljon i Estland, der vil blive ledet af Storbritannien.

På Nato-topmødet vil der samtidig være pres på alle medlemslande for at bruge flere penge på forsvaret. Men det handler også om, hvad der kommer ud af pengene, siger statsministeren.

- Det vigtige er, at vi får sendt et signal om, at Danmark stiller op, når der bliver kaldt, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Det er tilfældet allerede. Vi er blandt de lande, der yder. Der står respekt omkring den kvalitet, der er i det danske forsvar, siger han.

På et topmøde i Wales for knap to år siden lovede Nato-landene hinanden at stoppe nedskæringerne i deres forsvarsbudgetter for gradvist at øge dem og nå op på to procent af bruttonationalproduktet inden for ti år.

Danmark ventes i år at bruge 1,17 procent af bruttonationalproduktet på sit forsvar. Men med beslutningen om at købe 27 nye F-35 Joint Strike Fighter-kampfly vil faldet i det danske forsvarsbudget stoppe, siger statsministeren.

- Så er det regeringens ambition, når vi skal forhandle et nyt forsvarsforlig fra 2018 og frem, at vi da laver en realvækst, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han vil dog ikke vurdere, hvor stor væksten i det danske forsvarsbudget vil blive i et nyt forsvarsforlig, men det er heller ikke det afgørende, mener han.

- Jeg er ikke sådan input-mand. Jeg synes generelt, at når man kigger på offentlige udgifter, så skal man se på, hvad man får ud af det, og ikke bare hvor meget man bruger, siger Lars Løkke Rasmussen.

/ritzau/