Løkke til Thorning: Hvad skal vi leve af?

Nu bør regeringen komme i arbejdstøjet.

Sådan lyder det fra formand for Venstre Lars Løkke Rasmussen, efter at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) tirsdag holdt sin tale ved Folketingets åbning.

- Der mangler klare svar på, hvad regeringen vil. Vi mangler svar på, hvad Danmark skal leve af, hvordan vi skaber et bedre erhvervsklima, og hvordan vi sikrer flere danske arbejdspladser.

- Vi foreslog i vores finanslovforslag at fremrykke erhvervspakken fra foråret, men det var der ingen reflektioner over.

- Jeg synes, at regeringen skal komme i arbejdstøjet, siger Lars Løkke Rasmussen.

Opfordringen til at komme i arbejdstøjet gælder også i forhold til en mulig folkeafstemning om EU's fælles patentdomstol, som skal afholdes 25. maj næste år, hvis Enhedslisten og Dansk Folkeparti fastholder deres modstand.

- Jeg er nervøs for den folkeafstemning, og jeg synes, man skal gøre alt for at undgå den. Statsministeren skal tage arbejdstøjet på, få fat i nakken af Enhedslisten, som er regeringens parlamentariske grundlag, og sige, at det her er vigtigt for regeringen, siger Løkke.

Venstre-formanden kritiserer samtidig Thorning for at fastsætte en dato for EU-afstemningen uden først at konsultere Venstre og de øvrige EU-venlige partier i Folketinget.

Men han lover, at Venstre vil gøre alt for at sikre et ja ved en eventuel folkeafstemning.

- Hvis det kommer dertil, så vil du se mig og Venstre knokle nat og dag for at få et ja hjem, siger Løkke.

Også Liberal Alliances partileder, Anders Samuelsen, kritiserer Thornings åbningstale for at være blottet for løsninger på den vækstkrise, som truer Danmarks økonomi.

- Jeg hørte ikke ét konkret ord om det fra Thorning. I stedet snakkede hun en masse om at genere danskerne med, at vi nu skal til at sortere kartoffelskræller og salatblade, siger Anders Samuelsen.

Han efterlyser "flere og dybere reformer" samt en lettelse af skattetrykket i Danmark.

De Konservatives formand, Lars Barfoed, efterlyser i det hele taget konkrete løsninger fra regeringen.

- Der er ikke noget, der adresserer de konkrete udfordringer, som for eksempel boligejerne har med eksploderende grundskyld. Der er heller ikke noget, der håndterer de udfordringer, som danskerne oplever ved, at bandekriminaliteten breder sig.

- Der er ikke nogle konkrete bud på de daglige udfordringer, danskerne har. Og der er ikke noget, som gør, at de kommende generationer kan se frem til et bedre Danmark, siger Lars Barfoed.

/ritzau/

 

Dagens Gossip