Løkke til topmøde - har millioner med til Afrika

Skrevet af admin

11/11/2015

Dagens topnyheder

Danmark står klar med mindst tre millioner euro (22,5 millioner kroner) til EU's nyoprettede fond til støtte for udvikling i Afrika, som til gengæld skal hjælpe med at begrænse den illegale migration til Europa.

- Adgangsbilletten for at være med til at etablere fonden er tre millioner euro, så det har jeg i hvert fald med, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) onsdag i Valletta før starten på et topmøde mellem EU og Afrika.

Regeringen har imidlertid ikke lagt sig fast på beløbet til afrikanerne. Løkke overvejer at gribe dybere i statskassens tegnebog.

- Jeg vil lade det bero på, hvordan teksterne kommer til at se ud. For vi skal ikke kaste gode penge efter dårlige. Hvis det tegner til, at man fra afrikansk side vil leve op til sine forpligtelser, så har jeg sikkert også flere penge med, siger Lars Løkke Rasmussen.

De europæiske stats- og regeringschefer skal blandt andet diskutere, hvordan Europa kan hjælpe med at styrke Afrika på en række områder, så man ad den vej kan bidrage til at sætte en stopper for indvandringen.

Løkke slår fast, at "ambitionen er nul illegale" afrikanske migranter i Europa.

I år tegner Afrika sig for knap 19 procent af det samlede antal asylansøgninger i EU.

Statsministeren taler for en "balanceret fælles løsning", hvor Europa investerer i at bygge Afrika op, så "der kommer vækst, arbejdspladser og håb" for de unge afrikanere.

- På den anden side skal de så til gengæld tage deres egne statsborgere hjem igen, hvis de er i Europa på et ulovligt grundlag.

Løsningen på udfordringen er en række initiativer, siger statsministeren, som blandt andet ønsker at styrke de ydre grænser, styrke indsatsen i nærområderne og lave et ordentligt partnerskab med Tyrkiet.

/ritzau/