Løkke tvivler på blå aftale om finanslov

Venstres formand Lars Løkke Rasmussen mødte tirsdag eftermiddag op i Finansministeriet for at forhandle finanslov med finansminister Bjarne Corydon (S).

Men på forhånd tvivler Løkke på, at der kan indgås en blå aftale om finansloven.

- Det lyder som om, regeringen helst vil indgå en aftale med Enhedslisten. Derfor har vi ikke nogle særlige forventninger til det møde, vi skal ind til nu, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han understreger, at Venstre møder op med de krav, som man allerede fremlagde i partiets udspil til finanslov i starten af september.

Nu vil man bruge mødet til at lytte til regeringens tilbud med åbent sind.

- Jeg sagde allerede på valgnatten, at vi ønsker at tage ansvar, når muligheden for at trække Danmark i den rigtige retning, er der, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han ved ikke, om regeringen på mødet vil fremlægge et tilbud om at fremrykke skattelettelser fra forårets vækstplan, som er Venstres "entrebillet" for at deltage i forhandlingerne.

Ifølge Lars Løkke Rasmussen vil der ikke blive indgået nogen aftale om finansloven på eftermiddagens møde.

- Vi indgår ikke en aftale uden at konsultere de andre partier i oppositionen. Vi har et tæt og godt at samarbejde med De Konservative, og derfor vil vi tale sammen, før der indgås en aftale, siger Lars Løkke Rasmussen.

Senere tirsdag møder De Konservative op i Finansministeriet for også at forhandle om finansloven med regeringen. Også Dansk Folkeparti er inviteret til møde.

De borgerlige partier er blevet indkaldt, efter at regeringen er kørt fast i forhandlingerne med Enhedslisten.

Regeringens parlamentariske grundlag kræver minimumrettigheder for ældreplejen skrevet ind i serviceloven. Det afviser regeringen. Enhedslisten ønsker også lovgivning om kædeansvar - også det krav har regeringen afvist.

Regeringen har dog forsøgt at imødekomme støttepartiet på andre måder på de to områder, man har hidtil ikke kunnet nå til enighed.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV