Løkke udsteder valgløfte om boligjobordning

Skrevet af admin

22/01/2015

Dagens topnyheder

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, lægger nu maksimalt pres på Liberal Alliance i spørgsmålet om håndværkerfradraget.

Over for DR Nyheder fastslår Løkke, at hvis han bliver statsminister, så er det for en regering, der genindfører boligjobordningen.

Udmeldingen kommer, på trods af at han ikke umiddelbart har flertal for at få genindført håndværkerfradraget. Mens både Dansk Folkeparti og De Konservative er positive, så er Liberal Alliance stærkt skeptiske over for boligjobordningen.

Anders Samuelsen skal dog regne med en meget svær forhandling, hvis han vil forsøge at blokere for boligjobordningens genindførelse:

- Det er noget, jeg lægger afgørende vægt på. Jeg vil sige, at hvis jeg skal lede en regering, så skal man altså kunne finde det her i regeringens program, siger Lars Løkke Rasmussen til DR Nyheder.

Spørgsmål: Så du kan garantere, at hvis du er statsminister næste gang, så bliver boligjobordningen genindført?

- Man kan vende det om og sige, at jeg ikke bliver statsminister, med mindre vi genindfører boligjobordningen.

- Jeg kan jo ikke garantere, at jeg bliver statsminister, men jeg kan sige, at bliver jeg statsminister, så er det for en regering, der genindfører boligjobordningen, og så er det naturligt, at det bliver fra 1. januar 2015, siger Lars Løkke Rasmussen.

Håndværkerfradraget udløb med udgangen af 2014, fordi den nuværende regering ikke mener, at milliardomkostningen til ordningen står mål med antallet af job, ordningen giver.

Konkret lover Løkke Rasmussen at genindføre håndværkerfradraget med tilbagevirkende kraft, hvis han vinder valget. Det vil sige med virkning fra 1. januar 2015.

Hos De Konservative ønsker man at gå endnu længere og fordoble fradraget fra de nuværende 15.000 kroner per person i hustanden til 30.000 kroner.

/ritzau/