Løkke: Uplettet Troels Lund kan blive minister

Skrevet af admin

04/11/2014

Dagens topnyheder

Hvis Lars Løkke Rasmussen (V) efter næste valg skal sammensætte en ministerliste for en ny borgerlig regering, så er der ikke nogen røde anmærkninger ud for Troels Lund Poulsens navn.

Det fastslår Venstres formand, efter at Skattesagskommissionen mandag fremlagde sin beretning.

- Det er i hvert fald ikke på grund af den rapport, at han ikke ville kunne blive minister, siger Lars Løkke Rasmussen.

Skattesagskommissionen mener samlet set ikke, at det kan lægges til grund, at Troels Lund Poulsen har involveret sig i Skat Københavns behandling af skattesagen eller i øvrigt har søgt at få afgørelsen omgjort.

Kommissionen tror dog ikke på Troels Lund Poulsens forklaring om, at han ikke interesserede sig synderligt for Helle Thorning-Schmidts skattesag.

Troels Lund Poulsen er også blevet kritiseret for, at han har videregivet rygter om Stephen Kinnocks mulige seksuelle orientering til sin særlige rådgiver Peter Arnfeldt og senere til sine to ministersekretærer.

Lars Løkke Rasmussen mener dog, at Troels Lund Poulsen står "uplettet" tilbage, efter Skattesagskommissionens beretning.

- Troels Lund Poulsen er en eminent dygtig politiker. Det var han før, under og efter Skattesagskommissionen, siger Lars Løkke Rasmussen.

Da kommissionen rullede tog Troels Lund Poulsen orlov fra Folketinget, men han er siden vendt tilbage til posten som forsvarsordfører. Under det interne Venstre-opgør om Lars Løkke Rasmussen tøjkøb var Troels Lund Poulsen i foråret en af Lars Løkke Rasmussens stærkeste støtter.

Det har åbnet for spekulationer om, at Troels Lund Poulsen efter at være dømt helt ude nu alligevel har pæne chancer for en ministerpost i en eventuel ny borgerlig regering.

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl gjorde det mandag klart, at DF heller ikke vil blokere for, at Troels Lund Poulsen bliver minister.

- Vi har ikke en liste med folk, som Venstre ikke må udpege som ministre, siger Kristian Thulesen

/ritzau/