Løkke: Vi skal stadig gå på café i Paris

Skrevet af admin

14/11/2015

Dagens topnyheder

Fredagens attentater i Paris er et angreb på hele den vestlige livsførelse.

Og derfor er det vigtigt, at hverken danskere eller franskmænd lader sig intimidere, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som lørdag formiddag besøgte den franske ambassade i København.

- Det eneste, vi ikke må gøre nu, er at ryste på hånden. Hvis ikke vi tør sætte os ned på en fortovscafé i Paris og drikke en kop kaffe, så har vi for alvor tabt, siger Lars Løkke Rasmussen til den fremmødte presse efter sit besøg på ambassaden.

Meget bevæget fortalte Løkke, at han sammen med sin hustru forleden havde været på ferie i den franske hovedstad, som han kalder "kærlighedens by".

- Tusindvis af danskere tager årligt til Frankrig, og det er tit i situationer, der er karakteriseret med glæde.

- Unge par tager på ferie for at erklære deres kærlighed og gamle par, som min kone og jeg, tager til Paris for at "holde liv i den", siger Løkke med tårer i øjenkrogen.

Han havde medbragt en buket blomster, som han lagde blandt mange andre buketter, som markerer medfølelse med Frankrig efter angrebet, der har kostet mindst 127 mennesker livet.

Den danske statsminister var tydeligt berørt af situationen og stoppede flere gange op midt i sine svar.

- Jeg er her for at vise det danske folks medfølelse i en situation, der er helt ubegribelig. Et angreb på byernes by, det er et angreb på os alle sammen, sagde statsministeren, som blev modtaget af den fransk ambassadør Francois Zimarey.

Frankrigs præsident, François Hollande, siger, at angrebene i Paris fredag aften med 127 dræbte blev udført af Islamisk Stat.

Angrebene fandt sted flere forskellige steder i den franske hovedstad.

/ritzau/